Koreanerne overhaler de elektriske pionerer, Nissan og Renault. Det er tydeligt på Paris-udstillingen, hvor Hyundai og Kia tilsammen er kommet op på fire rent elektriske personbiler. Alliancepartnerne Renault og Nissan har reelt kun to tilsammen.
Den nyeste koreaner er Kia Niro, der i Paris fejrer sin europapremiere. e-Niro, som den kaldes, føjer sig til Kia Soul Electric, Hyundai Ioniq og Hyundai Kona.
Kia Niro bliver - sammen med Hyundai Kona - den første eldrevne crossover blandt almindelige bilmærker. Audi, Jaguar, Mercedes-Benz og Tesla har også typen.
Kia Niro bliver den første eldrevne crossover blandt almindelige bilmærker. Audi, Jaguar, Mercedes-Benz og Tesla har også typen.
Når Niro kommer ud til kunder omkring årsskiftet, vil den være en af de elbiler med allerlængst rækkevidde – omtrent den samme som Hyundai Kona Electric.
Se mere: Hyundai Kona - elbilen vi har ventet på
Kørte selv til udstillingen
485 km er den officielle rækkevidde efter den nye målemetode (WLTP). Det opnås med et stort batteri på 64 kWh.
For at demonstrere det kom et eksemplar kørende ind på standen i Paris for egen kraft – efter angiveligt at være startet 485 km fra Paris samme morgen. Rækkevidde-måleren stod på 11 km, da bilen kom ind på standen.
Niro fås også med et mindre batteri på 39 kWh og en dertilhørende rækkevidde på 312 km.
Bilen kan lynlades. Med en 100 kW lader tager det knap en time at oplade det store batteri til 80 procent.
e-Niro har godt med kræfter. Modeller med det store batteri yder 204 hk/395 Nm, mens ’lille’ er god for 136 hk/395 Nm.
Se mere: Kia Niro Plug-in Hybrid: billig på flere måder
Motor mener
e-Niro er en særdeles spændende elbil. Ultra lang rækkevidde efter dagens standard, hurtig ladning - og så som praktisk crossover, tidens hotte biltype. Hvis den så også må få trækkrog.... Den skal nok blive en succes.
800 styks til Danmark
Kia i Danmark har store forventninger til e-Niro, selv om prisen ikke kendes. Kia Import Danmark, der er en privatejet importør, har bestilt 800 styks til levering i 2019.
Det er omtrent lige så mange som det samlede elbilsalg i Danmark i de første ni måneder af 2018.