Strømmen vender hos VW. Fra at være en førende dieselproducent styrer Europas største bilmærke nu dedikeret mod at blive den førende producent af elbiler.
De elektriske biler skal have helt samme kvalitet og oplevelse som dagens modeller, og prisen skal være så moderat, at mærkets elbiler bliver relativt set lige så almindelige som dagens konventionelle VW-biler.
Det erklærer VW, da Motor får et grundigt kik ind i den elektriske fremtid, der for VW er ca. et år borte. Det sker under navnet ’Electric for All.’
Fem rene elbiler på fire år
En familie på fem rene elbiler kommer fra begyndelsen af 2020 og frem til 2022. Dertil får Skoda og Seat nogle versioner, foruden at Audis mindre biler også låner af VWs elektriske byggeklodser.
Se mere: Skoda og Seat får også avancerede elbiler
Hidtil har VW haft to elbiler, begge versioner af benzin/dieselbiler: Up og Golf.
De elektriske byggeklodser til den nye generation har fået et navn. Lige som langt de fleste af dagens biler fra VW, Skoda, Seat og de forhjulstrukne Audi’er er baseret på den meget udbredte MQB-arkitektur, skal alle elbilerne bygges på et teknisk fundament, der hedder MEB.
Se mere: Frisk kik på VWs elektriske fremtid
Det er dette MEB-grundlag, som VW har brugt fire år og en enorm mængde penge på, der skal sikre mærket overlevelse.
Det står for Modularer ElektroBaukasten eller modulære elektriske byggeelementer.
45 mia. kr. investeret
Og det er dette MEB-grundlag, som VW har brugt fire år og en enorm mængde penge på, der skal sikre mærket overlevelse. 35 mia. kr. har MEB kostet. Dertil kommer 10 mia. kr. til ombygning af tre fabrikker.
ID.-bilerne vil altid være opkoblede. Dels giver det føreren og de ombordværende en række serviceydelser, dels kan bilens funktioner løbende opgraderes online.
VWs fem første ID-biler
ID. ( Golf-størrelse) primo 2020
ID. Cross (crossover) ultimo 2020
ID. Vizzion (stor sedan) 2022
ID. Buzz (MPV) 2022
En femte ID.-model planlægges
VW har fremtidssikret platformen på mange områder. F.eks. er der i grunddesignet afsat 30 liter plads i instrumentbordet til et headup-display. Det tænkes engang brugt til augmented reality – en teknik hvor virkelighed og grafik blandes.
Ligeledes er der i bunden af bilen reserveret plads til trådløs opladning.
27 elbiler på ét fundament
I første bølge skal MEB bruges til 27 modeller globalt bygget i tilsammen ti mio. eksemplarer. Så teknikken skulle gerne sidde lige i skabet. Det tyder det også på, at den gør, uden at Motor har set nogen af bilerne endsige kørt en meter i nogen af bilerne, der går under navnet ID.
Første model hedder indtil videre blot ID. og er en femdørs på størrelse med Golf – men lidt mere rummelig. Den vises sidst i 2019 og kommer til salg i begyndelsen af 2020. Den mindste bliver i Golf-størrelse - mikro- og minibiler er ikke planlagt.
Prisen skal være - og bliver - ret tæt på konventionelle biler i 2020, erklærer VW. Ellers kan elbiler ikke sælges i store styktal. VW forventer, at ID-modellen vil koste det samme som en Golf med dieselmotor og (underforstået) automatgear.
Batteriet i alle ID.-biler ligger fladt mellem hjulene og tager ikke plads fra kabine eller bagagerum. Batteriet bliver modulopbygget, så det nemt kan tilpasses behovene.
Den første model, ID., får fra 330 km rækkevidde (48 kWh batteri) til 550 km (62 kWh batteri).
VWs elbiler kan lades pænt hurtigt, med 100 kW, med mulighed for at øge til 125 kW, når cellerne bliver mere egnet til det.
Se mere: Moderne Rugbrød er elektrisk og selvkørende
De 100 kW gør det muligt at oplade bilerne fra 0 til 80 procent på en halv time.
Motor mener
VW har ladet Nissan, Renault og Tesla få den elektriske førerplads længe. Men med den grundighed, VW har lagt i sine kommende masseproducerede elbiler, kan tyskerne meget vel være førende om mindre end fem år.
VW har udviklet sin egen hjemmelader. Den vil blive solgt for ca. 3.000 kr. plus installation. En mere intelligent version, som man kan kommunikere med, koster et par tusinde kr. mere.
100-125 kW er noget mindre end de 350 kW, som Audi og Porsche planlægger. Det skyldes ifølge VWs eksperter en afvejning af pris, vægt/størrelse af udstyret og behovet for hurtig ladning.
Se mere: Audi giver Tesla kamp til stregen
Når produktionen begynder primo 2020, skal det gå hurtigt med at få samlebåndene op i omdrejninger. I 2020 skal der bygges 100.000 ID.-biler og året efter 300.000. I første omgang kommer elbiler fra fabrikken i Zwickau, som ombygges for ni mia. kr. og skal udelukkende bygge elbiler.
Det er planen, at MEB-platformen i første bølge skal bruges til 10 mio. biler. Så det er ikke ligegyldigt, at VWs teknikere har gjort sig umage med det elektriske fundament.