Audi overskygger Tesla. Det var i hvert fald tilfældet på Los Angeles Auto Show. Fra sin store stand holdt Audi en selvsikker verdenspremiere på E-tron GT Concept – nærmest symbolsk op og ned ad Teslas yderst beskedne stand blottet for nyheder.
Nu kan man så sige, at Tesla for tiden ikke behøver gøre ret meget, da Model 3 bliver sprøjtet ud til kunder fra samlefabrikken, der omsider er kommet i omdrejninger.
Modsat er Audi den nye i e-klassen og er i USA i gang med velanbragt ydmyghed i kampagnen ’Electric goes Audi’. Ikke omvendt.
Ydmyghed er der til gengæld ikke meget af ved den nye sportscoupé. Kernetallene er heftige: 590 hk, 0-100 km/t. på 3,5 sekunder, 0-200 km/t. på 12 sekunder, en topfart på 240 km/t. og en officiel rækkevidde på 400 km.
Se mere: Mercedes melder sig ind i el-klubben
Lynhurtig ladning
Læg dertil firehjulstræk, 22 tommer fælge, to bagagerum og ekstrem hurtig ladning.
Audien kan som en interessant nyskabelse også lades op trådløst.
Audi E-tron GT har 800 volt strømsystem (det dobbelte af næsten alle andre elbiler), og det giver basis for en hidtil uhørt hurtig opladning. Det store batteri på 90 kWh kan lades op til 80 procent på blot 20 minutter, siger Audi. Det kræver dog en kraftig lynlader, som der indtil videre er meget få af.
Ladeeffekten med omkring 350 kW er noget, som dagens Tesla-ejere blot kan drømme op. Teslas egne Supercharger kan klare op til 120 kW.
Audien kan som en interessant nyskabelse også lades op trådløst. Denne induktionsladning går dog noget langsommere, idet laderen her maksimalt kan yde 11 kW. Hjemme i garagen giver det dog fin mening, da batteriet her kan lades helt op på ca. otte timer – altså hvad en nattesøvn bør vare.
Klar til kunder primo 2021
Motor mener
Audis elektriske bølge er for alvor ved at bygge sig op. Men som ved VW og Porsche kommer der i meget lang tid til at være to parallelle, helt forskellige modelserier, en elektrisk og en benzin/dieseldrevet.
E-tron GT Concept på Los Angeles-udstillingen er, som navnet indikerer, et koncept, men ikke mere end at en bil stort set magen til går i produktion i slutningen af 2020 og leveres til de første kunder primo 2021.
Se mere: Audi giver Tesla kamp til stregen
Teknikken i Audien er udviklet i samarbejde med Porsche. E-tron deler platform, kaldet PPE, med Porsche Taycan. Denne ’elektrificerede premium-platform’ kommer til at danne basis for flere elbiler fra Audi og Porsche og muligvis også fra Bentley og Lamborghini.
E-tron GT bliver Audis tredje elbil. I begyndelsen af 2019 begynder leveringen af crossoveren, der blot hedder E-tron, og sidst på året gælder det hatchback’en E-tron Sportback.
Få overblik over elbiler på markedet hos FDM biler.dk