VW skruer op for strøm-charme
Nyt om trafik og biler
5. december 2018

Foto: Torben Arent
En kommende elektrisk varevogn fra VW ser ud til at låne lidt charme fra det oprindelige Rugbrød – og den tilsvarende minibus. Teknikken er den nyeste fra VWs elektriske MEB-byggesten.
Varebiler kan også se charmerende ud. I hvert fald i konceptform. VW viser et bud på en kommende elektrisk kassevogn i form af ID. Buzz Cargo – et moderne Folkevognsrugbrød.
Præsentationen sker midt i hotspottet for den flippede udgave af den oprindelige VW Bus, i Los Angeles. På årets Los Angeles Auto Show viser VW endnu en udgave af sin elektriske ID.-familie, en lettere justeret version af Buzz, nu som varevogn.
VW har tidligere vist en lignende elvarevogn på en europæisk messe for varevogne.

ID. Buzz Cargo er en forløber for en elektrisk varevogn, VW vil bygge fra 2020. Konceptbilen i Los Angeles-udgaven er pyntet og udrustet som servicebil til motorsport - en hilsen til VWs elektriske Pikes Peak-væddeløbsvogn. Fotos: Torben Arent
Se mere: Det moderne Rugbrød er elektrisk og selvkørende
Kassevognen svarer helt til minibussen på samme måde som Transporter og Caravelle er næsten samme bil.
I produktion i 2022
Konceptbilen giver et fingerpeg om, at der ikke blot kommer en minibus/MPV på basis af VWs nye MEB-platform, men også en varevogn.

Varerummets indretning er der ikke meget koncept over. Det er stort set taget ud af virkeligheden.
Begge versioner ventes at gå i produktion i 2022 i Hannover.
Se mere: VW skifter til baghjulstræk
Buzz Cargo har samme teknik og præstationer som personbilen. Det vil bl.a. sige batteristørrelser på 48-111 kWh med officiel rækkevidde på 330-550 km.
Motoren, der sidder ved bagakslen, er på 150 kW (204 hk).

VW havde også taget originalen med på Los Angeles-udstillingen.