Mikrobiler skifter fra benzin til el

Skoda Citigo og Seat Mii kommer om et år som rene elbiler. Forinden stopper produktionen af de benzindrevne versioner.

Skoda Citigo og Seat Mii
Nyt om biler

Der sker ting og sager i motorrummet på Skodas og Seats mikrobiler. Benzinmotoren hives ud, og i stedet lægges der en elmotor i, og et eller andet sted agterude forsynes bilerne med et højspændingsbatteri.

De to mærker i Volkswagen-koncernen foretager et bemærkelsesværdigt skift i et forsøg på at skyde genvej til rene elbiler. Og det bliver altså i første omgang med helt små bybiler af ældre dato.

I løbet af i år stopper produktionen af både Skoda Citigo og Seat Mii. Der vil formentlig være biler til danske kunder et godt stykke ind i efteråret.

Se Motors test af Skoda Citigo

I løbet af i år stopper produktionen af både Skoda Citigo og Seat Mii.

Genopstår med elmotor

Men produktionsapparatet stilles om og genstarter med fremstillingen af Citigo og Mii som rene elbiler. De ventes at være til salg i Danmark omkring marts 2020.

Tekniske oplysninger om de små elbiler er endnu ikke tilgængelige. Søsterbilen VW Up findes for tiden som elbil, og her er rækkevidden officielt 160 km. Prisen er 182.000 kr., og det vil være oplagt, at Citigo og Mii bliver billigere.

Om og i givet fald hvornår de tjekkiske og spanske mikrobiler vender tilbage i en ny, benzindrevet generation, er der ingen oplysninger om.

Se mere: Trillinger på vej mod enden

Men VW Up skulle ifølge Motors oplysninger komme i en ny generation et godt stykke ind i 2020, og så vil det være oplagt, at Citigo og Mii følger efter lidt senere.

Også moderne elbiler

Motor mener

Det er en interessant udvikling, at en gammel bil bruges som basis for en ny elbil. På den ene side virker det bagudstræbende at bruge gammel teknologi, når nu koncernen har den seneste nye. På den anden side kan det være et smart trick til at kickstarte elbiler fra de to halvbillige mærker og bringe CO2-tallet ned allerede fra 2020. Det vil ikke undre, hvis de to elmikroer kan fås for 150.000 kr.  Der er afgjort et hul i markedet til helt små, billige elbiler.

De aldrende mikrobiler (de fylder otte år i 2019) bliver en genvej til elbiler for de to mærker. Men de bliver ikke deres eneste elektriske biler.

Både Skoda og Seat lancerer i år plugin-hybrider - Skoda Superb og ny Seat Leon.

Desuden får begge mærker deres moderne elbiler baseret på Volkswagens MEB-teknik, det vil sige VWs ID.-modeller. Disse elbiler fra Skoda og Seat kunne være klar i andet halvår af 2020, men terminen er ikke bekræftet.

Se mere: Skoda og Seat får også avancerede elbiler