Den kan køre helt selv. Og komme når du kalder på den. Og gøre det ud for en hyggelig stue med potteplante og bogreol.
Fremtidens bilkørsel kan se helt anderledes ud end i dag, hvis man skal tro bare halvdelen af de mange idéer, som Audi præsenterer.
Fremtidens bilkørsel kan se helt anderledes ud end i dag, hvis man skal tro bare halvdelen af de mange idéer, som Audi præsenterer i konceptbilen med det mærkelige navn AI:ME.
Navnet kan bl.a. tolkes som en symbiose mellem den kloge bil – kunstig intelligens, forkortet AI – og brugeren, her det engelske ord for jeg.
Den lille, men rummelige Audi er skabt til fremtidens megabyer, og det er derfor et passende sted, at Audi har verdenspremiere på visionen, på biludstillingen i Shanghai.
Den kinesiske metropolis er med sine 25 mio. indbyggere ikke bare en sand megacity. Det er også en pulserende by, der nu er et af de steder i verden, hvor der udvikles mest ny teknologi, og hvor indbyggerne omfavner de nye digitale muligheder.
Skabt til rolig kørsel
Byens tætte og til tider kaotiske trafik passer også til AI:ME. Den er ikke skabt til hverken høj fart, hurtige accelerationer eller sportslig kørsel i det hele taget. Derimod skal den holde hus med sit batteri og tilbyde komfortabel transport. For det meste helt uden førerens indblanding.
AI:ME er nemlig selvkørende på niveau 4. Det vil sige, at den kan klare kørslen helt selv i bestemte områder. Men bilen skal kunne klare sig alle vegne, så der er også rat og pedaler.
Men al den slags gammeldags kontrolmekanismer trækker sig væk, når bilen er i selvkørende tilstand. I stedet kommer der et bord frem foran føreren.
Så er der dømt hygge, afslapning eller arbejde. Derfor er det vigtigt, at teknikken sørger for afslappet og glidende kørsel, hvor man kan undgå kraftige accelerationer. Det er vigtigt, for at personerne også rent mentalt kan koble fra trafiksituationen, ræsonnerer Audi.
Med sin mulighed for manuel kørsel adskiller AI:ME sig fra Audis meget store konceptbil fra 2017, AIcon, som står udstillet side om side med den lille nye.
Se mere: Audis store drøm om automatisk kørsel
AIcon er skabt til automatiseret langturskørsel i en fjernere fremtid på niveau 5. Her findes der slet ikke et rat.
Eldrift giver god kabineplads
Den nye konceptbil udnytter den eldrevne teknik, som er ved at indfinde sig. Med batterierne under gulvet og ingen stor forbrændingsmotor er der bedre plads til passagererne.
AI:ME måler 4,30 meter i længden – omtrent som dagens Audi A3 – men akselafstanden er med 2,77 m noget større, og højden på 1,52 m er også lidt mere end gængse biler i dag.
Audi kalder den en ’2 plus x’ bil. Forrest er der to magelige loungestole, mens der bag kan være en lang række indretningsmuligheder og opbevaringspladser. I udstillingsbilen er der en hyggelig, halvmåneformet sofa.
Gode opbevaringsmuligheder får større betydning i fremtiden, mener Audi. En af idéerne er derfor at udstyre AI:ME med magneter, der som kopholdere kan fastholde krus eller tallerkener af metal.
Kabinen er beklædt med tekstiler, træ og det nye kompositmateriale Corian for at give en hjemlig og luksuriøs atmosfære. Dertil hører også ægte planter, kan man se i konceptbilen. De skal give en følelse af nærhed til naturen.
Se mere: VW i stødet: Elektrisk SUV udfordrer Tesla X
Lige her har virkeligheden åbenbart overhalet visionen. Motors udsendte blev i Shanghai to gange transporteret i biler med små potteplanter i midterkonsollen.
Aktiv støjdæmpning
Lydanlægget i AI:ME indeholder aktiv støjkompensation, så al larm udefra skulle kunne elimineres helt. Så kan der være helt stille eller man kan nyde musik i koncertsalskvalitet.
Flere interessante overvejelser: I storbyer kører bilerne meget tæt, det er i høj grad tilfældet i Shanghai allerede i dag, og dermed kan lygterne ofte ikke ses af andre trafikanter med den traditionelle placering.
Derfor sidder lygterne usædvanligt højt og er synlige fra alle vinkler. Særlige projektører kan danne lys, billeder eller symboler, f.eks. på asfalten.
Det kan være beskeder til fodgængere og cyklister, f.eks. om at bilen holder tilbage. Eller projektorerne kan give de svagt oplyste trafikanter ekstra sikkerhed ved at oplyse området omkring dem.
En anden vil idé er, at AI:ME kan fortolke signaler fra andre biler og forstærke dem. For eksempel kan et havariblink fra en anden bil opfattes af AI:ME, som forstærker det med projiceringer på vejen og/eller i form af LED-lysene på karrosseriet, så det bliver tydeligt for alle.
Se nyhederne fra Shanghai-udstillingen
Kan bestilles via app
Helt i tråd med tendensen hen mod delebiler, særligt i meget store byer, skal AI:ME ikke nødvendigvis ejes. Den tænkes at kunne bestilles via en app, og der vil ideelt set være valg mellem flere konfigurationer, f.eks. med to eller flere sæder eller med autostol.
Bilen kommer så af sig selv. Når turen er slut, efterlades den som nutidens delebiler, eller den automatisk køre til næste kunde eller et depot.
Den traditionelle bilteknik siger Audi ikke så meget om, men det er helle ikke vigtigt her. Motoren, som sidder ved bagakslen, kan yde op til 170 hk, og batteriet er på 65 kWh. Det rækker fint til en lang dag i storbyen, særligt når hastigheden typisk vil ligge mellem 20 og 70 km/t.