Elbil-pioneren Renault er klar med næste bølge af elbiler. Men første skvulp ser noget forpjusket ud.
Premieren på den nye K-ZE City finder sted i Shanghai, Kina, og det er her nyheden skal fremstilles og sælges. I hvert fald i første omgang.
Motors første inspektion af bilen indikerer dog, at bilen er meget langt fra europæisk standard.
Renault siger, at bilen er fremstillet efter ’strenge globale kvalitetsstandarder’. Motors første inspektion af bilen indikerer dog, at bilen er meget langt fra europæisk standard. Se bare de billige 1980er-agtige klaphåndtag, små trillebørhjul og en primitiv og synlig monteret passagerairbag.
Dertil kommer en rækkevidde på angiveligt 250 km efter den gamle EU-norm og nok pænt under 200 efter den nye målemetode.
Til gengæld vil de kinesiske kunder sætte pris på, at bilen har ottetommer skærm, wifi, app-kontrol med bilen og luftrensningsfilter. Sikkerhedsudstyret svinger sig op til dæktryksmåler og bakkamera!
Se nyhederne fra Shanghai-udstillingen
K-ZE City er en lille bil, en smule større end Twingo og med SUV-look. Om den kommer til Europa er stærkt tvivlsomt. I givet fald kunne det være som Dacia, men Renaults lavprismærke foretrækker lidt større modeller.
Med sin størrelse adskiller K-ZE City sig fra den K-ZE konceptbil, som Renault viste i Paris i efteråret 2018 uden at sige særlig meget om dens mission.
Se mere: Renault bliver mere elektrisk
Den konceptbil var dog større end dagens Captur og dermed væsentlig større end den kinesiske City-udgave.
Hvad der er sikkert, og som danske elbilkøbere kan se frem til, er, at en ny Renault Zoe er tæt på. Måske vokser den lidt fra dagens udgave.
Motor får den nye Zoe at se 14. juni, og den vil formentlig være i handlen i løbet af oktober.