Renault bliver mere elektrisk

En Captur-agtig elbil er Renaults næste skridt på vejen mod at gøre bilerne elektriske. Men nyheden er først og fremmest til Kina. I Europa er det mere spændende, at Renault lancerer hybrider og opladningshybrider i 2020.

Renault-chef Carlos Ghosn præsenterer den nye 'globale' elbil.
Nyt om biler

Det var en sær verdensnyhed, topchef for Renault - og for Renault-Nissan-Mitsubishi-alliancen – viste op til årets store bilshow i Paris.

Bilen ser skam ok ud. Den har tidens hotte crossover-design. Og den er en ren elbil.

Men Renault K-ZE er i første omgang beregnet til Kina, verdens største og formentlig hurtigst voksende elbilmarked. Bilen skal også bygges der.

Renault K-ZE forfra.
Renault K-ZE minder meget om Captur. Måske ser vi ligefrem kontourerne af den næste Captur, der vises om mindre end et år. Elbilen her virker en anelse større end dagens Captur, og det passer med, at den næste generation vokser lidt. Fotos: Torben Arent

Renault K-ZE er i første omgang beregnet til Kina, verdens største og formentlig hurtigst voksende elbilmarked.

I Kina kommer den til salg i 2019 som en ’opnåelig’ elbil, som koncernchef Carlos Ghosn pointerede. Og han har et øje for at lancere biler, der bliver solgt i pæne portioner.

Se mere: Elbil får frisk strøm med 100 km/t.

Uambitiøs elbil

Men ambitiøs er K-ZE bestemt ikke. Ghosn lovede en rækkevidde på blot 250 km, og det er vel at mærke efter den gamle EU-norm (NEDC). Efter den gældende målemetode (WLTP) hedder det formentlig under 200 km.

Se mere: Renault fordobler rækkevidde på strøm 

Kia og Hyundai har lige lanceret elbiler med en rækkevidde på 480 km.

K-ZE bagfra - med lader.
Renaults nye globale elbil, indtil videre kaldet K-ZE, får en yderst beskeden rækkevidde. Under 200 km i denne udgave. Renault siger ikke noget om batteriets størrelse. 

Ghosn nævnte også, at bilen får baksensorer og airbags. Det underbygger, at bilen er beregnet til Kina, selv om koncernchefen pointerede, at bilen i princippet er global. Går det godt i Kina, kan den komme til andre regioner. En gang.

De norske journalister ved præsentationen havde dermed ikke meget nyt at komme hjem med til deres elbil-vilde læsere og seere.

Hvornår der kommer en ny Zoe, eller andre relevante elbiler, forlød der intet om.

Masser af hybrider

Derimod var en indpakket besked noget mere interessant: Om to år springer Renault på hybridvognen.

Renault K-ZE i profil.
Elbilen K-ZE ser ud til at have en anelse større fodaftryk - akselafstand - end dagens Captur. Pynten hen ad siden svarer helt til den, man finder på Captur.

 

Motor mener

Renault K-ZE er dybest set ikke interessant for os i Vesteuropa foreløbig. Den er først til Kina, så måske til Europa, uden at Renault kan indikere, hvornår det sker. Men det er spændende, at Renault snart vil give os hybridbiler.

Se mere: Renault hopper på hybridvognen

Både Clio, Captur og Mégane kommer som el-benzin-hybrid, og Captur og Mégane dertil som opladningshybrid. Dermed er der gået hele seks år, fra Motor kunne prøvekøre en skrøbelig hybrid-prototype i september 2014.

Når det gælder Clio og Captur kommer hybridteknikken ombord i helt nye udgaver. Begge minibiler, hvoraf Clio bliver mindre end i dag, og Captur større, kommer i en ny generation i 2019.

Renault undlod at udstille K-ZE på selve udstillingen i Paris.

Se mere: Renaults høje mål: 30 procent elbiler