Når Toyota skal forklare, hvilken person, der skal købe den nye Yaris, er mærket overraskende klar i mælet: Hun hedder Emma, er en ung dame fra Paris som går meget op i miljødebatten, og som vil have en sikker bil uden at hun behøver at køre rundt i en stor SUV.
Med hende i tankerne har Toyota skabt fjerde generation Yaris – en bil, der kan leve op til Emmas ønsker.
Alle udgaver får adaptiv fartpilot, der er koblet sammen med en avanceret nødbremse, og en funktion, der lader bilen køre af sig selv i vognbanen.
Særligt sikkerhed og miljø er i fokus. Yaris får således et sikkerhedsniveau, der sætter rekord.
Adaptiv fartpilot standard
Alle udgaver får adaptiv fartpilot, der er koblet sammen med en avanceret nødbremse, og en funktion, der lader bilen køre af sig selv i vognbanen, blot man holder en hånd på rattet. Udstyr der i dag koster tusindvis af kroner ekstra, hvis man vil købe en Volvo eller Mercedes-Benz.
Test af dagens model: Toyota Yaris - moderne men ikke ung
VIDEO: Se den nye Yaris
Verdenspremiere: airbag mellem sæderne
Yaris får også en nyhed i form af en stor airbag, der er monteret i siden af forsæderne, og som puster sig op og lægger sig mellem de to forsæder i tilfælde af en kollision fra siden.
Derved undgår man, at personerne på forsæderne slår hovederne sammen. Den airbag bliver også standard.
I det hele taget er sikkerhedsudstyret ret omfattende, og bilen vil således kunne fås med en avanceret nødbremse, samt et system, der selv bremser, hvis man er ved at bakke ud af en bås, og ikke har set, at der kommer trafik i form af biler, fodgængere eller cyklister.
Bredere og lavere
Den nye Yaris fastholder forgængerens længde på lige under fire meter og en lille vendediameter. Men den nye generation er gjort både bredere og lavere. Sammen med en ny platform giver det et lavt tyngdepunkt, hvilket lover godt for køreegenskaberne.
Også akselafstanden er øget, men det er primært ved forsæderne, at det kan mærkes. I de fleste lande er det almindeligvis kun to personer, der kører rundt i en Yaris, men Motors prøvesidning viste, at bagsædet ikke er helt uanvendeligt for voksne.
Ny hybridteknik
Under motorhjelmen bliver der valg mellem tre benzinmotorer. 1.0 og 1.5 trecylindrede og hybridudgaven, der også anvender den nye trecylindrede benzinmotor i samarbejde med nu to elmotorer.
I alt kan elmotoren levere 80 hk, og det gør det muligt at køre på el i en noget større del af tiden. Toyota angiver, at man kan køre på el kortvarigt helt op til 130 km/t., og at man ved bykørsel vil kunne opleve, at benzinmotoren er slukket i op mod 80 procent af tiden.
Strømmen kommer fra et litium-batteri, der er placeret under bagsædet.
Tyder på flot benzinøkonomi
Der er endnu ikke forbrugstal på plads, men Toyota angiver CO2-udslippet til ca. 20 procent lavere end for den nuværende Yaris.
Det ligner 85 gram pr. km, og i givet fald vil bilen kunne køre op til ca. 28 km/l ifølge normen, men det kan Toyota endnu ikke bekræfte.
Den nye Toyota Yaris kommer til Danmark efter sommeren næste år, og priserne kendes endnu ikke, men vil nok ligge et stykke under 200.000 kroner for en hybridudgave, mens de mindre avancerede benzinversioner vil være noget billigere.