Altid på nettet, temmelig digital i kabinen og hybridteknik i motorrummet. Sådan er den nye VW Golf, der nu viser sig frem og kommer til Danmark til marts.
Dermed er det ottende generation af en bestseller og klassiker, der er solgt i 35 mio. eksemplarer siden 1974.
Dermed kan VWs-kernemodel godt være lidt misundelig på sin frække fætter, den elektriske opkomling ID.3.
Premieren foregik ganske pragmatisk ved en præsentation i VWs hjemby Wolfsburg i det nordlige Tyskland.
Dermed kan VWs-kernemodel godt være lidt misundelig på sin frække fætter, den elektriske opkomling ID.3, der stjal rampelyset på den store bilmesse i Frankfurt i september.
Se mere: ID.3: En ny tids VW er helt elektrisk
Den nye Golf kan i det hele taget nemt komme til at stå i skyggen af denne voldsomt omtalte elbil, der er udset til at være mærkets uskyldsrene fremtidsmodel.
Men lang tid endnu vil Golf blive solgt i væsentlig større styktal end ID.3, og VW har formentlig væsentlig nemmere ved at tjene gode penge på den klassiske Golf med forbrændingsmotor end den nye elteknik med dyre batterier.
Hvordan verden vil se ud, når – nok ikke hvis – der kommer en Golf 9, er så en helt anden sag.
Forsigtig opdatering af designet
Når man ser den nye Golf udefra, er ændringerne – som sædvanlig – meget forsigtige, og det tekniske fundament er stadig MQB-platformen. Men denne gang bedrager skindet. Der er sket en mindre revolution inden døre og under motorhjelmen.
Se mere: Motors test af VW Golf Blue Motion fra 2018
Instrumenthuset har nu som standard et 10,25 tommer display, og det suppleres med infotainmentsystemets 10 tommer trykskærm, som også er standard. Skærmene kan opsættes efter førerens smag.
Som supplement kan Golf fås med headup-display, der viser informationer på forruden.
Altid på nettet
Den nye Golf, som kun fås som femdørs, er som standard koblet sammen med omverdenen. Blandt de nye muligheder er, at navigationen bliver interaktiv, så interessepunkter langs ruten vil have informationer som telefonnummeret til bordreservering på en restaurant.
Den permanente opkobling gør det muligt at opgradere bilen med funktioner som adaptiv fartpilot (der dog er standard i Danmark bortset fra på laveste udstyrstrin), lygteassistent, navigationssystemet, wifi-hotspot og onlinebaseret stemmestyring.
Golf 8 har desuden bil til bil- og bil til infrastruktur-kommunikation. Det giver mulighed for nye funktioner til bedre sikkerhed, f.eks. advarsel fra andre biler om farlige situationer.
48 volt hybridteknik
Motorteknikken har også fået et stort løft. Helt elektrisk bliver Golf ikke, da den rolle varetages af ID.3, men der er alligevel en pæn portion strøm i den nye generation.
En ny modelbetegnelse er eTSI, som dækker over mildhybrid-teknik med 48 volt. 130 og 150 hk yder disse benzindrevne versioner, der altid har dobbeltkoblingsgear (DSG).
Benzinmotorerne er enten 1.0 90/110 hk eller 1.5 130/150 hk. Senere kommer en 2.0-motor.
Golf kommer atter som plugin-hybrid, denne gang med valg mellem to ydelser: eHybrid med 204 hk og en sportslig GTE med 245 hk. Batteriet indeholder nu 50 procent mere energi: 13 kWh. En rækkevidde opgives ikke.
Renere diesel
Dieselmotorerne er der to af, 115 og 150 hk, og de har fået yderligere forbedret deres rensesystem, som udledningen af NOx reduceres med 80 procent i forhold til tidligere. Dermed nærmer dette sundhedsskadelige stof sig 0.
Brændstoføkonomien er blevet ’markant’ forbedret, men VW angiver indtil videre ingen tal for hverken benzin, diesel, mildhybrid eller plugin-hybrid.
Sikkerhedssystemerne er opgraderet med en nødbremse, der også reagerer, hvis man i et kryds er ved at dreje ind foran en modkørende bil.
Stationcar om et år
Lygterne er LED hele vejen rundt. Forlygterne fås i tre niveauer, hvor topmodellen har avanceret matrix-funktion magen til den, der fås til Touareg og Passat.
Den nye Golf har stort set samme dimensioner som syvende generation. Den måler 4,28 m i længden (+ 2 cm), 1,79 m i bredden (- 1cm) og 1,46 m i højden (- 3 cm). Akselafstanden er 2,64 (+2 cm).
Indtil videre har VW kun vist den femdørs Golf. Stationcaren, der ventes til Danmark sidst i 2020, præsenteres noget senere. Den nuværende Golf Variant fortsætter i produktion på Zwickau-fabrikken indtil juli 2020.