Mitsubishis konceptbil, Mi-Tech, er ikke bare frisk i udseende, bilen er også teknisk forfriskende.
Den udstiller et højst utraditionel forslag til at gøre mindre biler halvelektriske. Normal plugin-hybrid-teknik er ifølge Mitsubishi for dyr til små biler.
I stedet er Mi-Tech forsynet med en lille gasturbine til at producere strøm, når batteriet er tømt. Fordelen ved en gasturbine er, at den er lille i forhold til sin ydelse, kan være ren og nøjsom, og så er den ikke kræsen. Den kan f.eks. leve af diesel, petroleum eller bioætanol.
Volvo viste samme teknologi med konceptbilen ECC fra 1992.
Hvor realistisk teknikken er, er svært at vurdere.
Volvo viste samme teknologi med konceptbilen ECC fra 1992, men den tekniske del af konceptbilen blev aldrig til noget.
Mitsubishi styrer efter plugin-hybrider
Men Mitsubishi understregede på Tokyo Motor Show, at mærket fokuserer meget på elektriske biler, særligt plugin-hybrider.
- Vi vil udvide vores program af elektriske modeller ved at tilbyde flere varianter og den mangeartede elektriske teknologi fra alliancen (Renault-Nissan-Mitsubishi-alliancen, red.), så Mitsubishi bliver ledende inden for plugin-hybrider, sagde chefen for Mitsubishi Motors, Takao Kato, på udstillingen.
Mitsubishi har stor succes globalt med den store Outlander som opladningshybrid.
Se mere: Motors test af Mitsubishi Outlander plugin-hybrid
Fire elmotorer
Mens gasturbinen ikke virker særlig sandsynlig, kan en anden funktion fra konceptbilen nok blive til noget: bilens firehjulstræk med fire elmotorer, én til (men ikke direkte på) hvert hjul.
Det giver mulighed for meget præcis styring af hjulkræfterne, særlig værdifuldt ved terrænkørsel. Og ved at lade hjulene i højre og venstre side dreje hver sin vej, kan bilen vende 180 grader på stedet! Hvad man så end skal bruge det til.
Interessant er også, at Mi-Tech har elektriske bremser. Det giver mulighed for særdeles effektiv bremsning og sparer vægt.
Se nyhederne fra Tokyo Motor Show
Det var en teknik, som Mercedes-Benz (delvis) indførte på E-klassen i 00’erne, men måtte droppe det igen på grund af meldinger om bremsesvigt.
Sidst, men ikke mindst har Mi-Tech en væsentlig vision med at varsle designet på den næste ASX. Det kan umiddelbart være svært at se ud fra den noget vilde, åbne konceptbil. Men hvis man zoomer ind på selve fronten og bagende, får man nok en god idé om en ny ASX, der skulle komme i 2021.