Mitsubishi Outlander set forfra
Biltest

Mitsubishi Outlander – plugin-bilen klarer (næsten) alt

Mitsubishi Outlander er verdens mest solgte plugin-SUV. Rækkevidden på el er desværre ikke lang, men den kan trække 1.500 kg.
Mitsubishi Outlander set bagfra

Motors vurdering

Mitsubishi Outlander

50,0 km/l (benzin+el)
Benzin/el
479.995 kr.
  • Plads
  • Udstyr
  • Komfort
  • Rækkevidde på el
  • Varmeapparat
  • Bip-lyde for alt
Luk
Vis flere data

Fabriksdata

  • Motor
    2.4 liter – 4 cyl.
  • CO2 udledning
    46 g/km
  • Effekt
    224 hk
  • Moment
    350 Nm
  • Topfart
    170 km/t.
  • Acc. (0-100)
    10,5 sek.
  • Køreklar vægt
    2.004 kg
  • Maks. påhængsvægt
    1.500 kg
  • Bagagerum
    453 liter
  • Akselafstand
    267 cm
  • Officiel rækkevidde
    45 km
  • Garanti (bil/lak/rust)
    5 / 5 / 12
    Maks. 100.000 km på bil og lak
  • Mål
    L:470 cm B:180 cm H:171 cm

Motors tal

  • Beregnet økonomi 4,80 kr./km
  • Målt rækkevidde 40 km

Sikkerhed

2013
Luk

Mitsubishi har længe været på markedet med Outlander som plugin-hybrid, men skyhøje afgifter har hidtil holdt den ude af Danmark. Det er der heldigvis ændret på nu, så vi også kan vælge en bil, der kan køre på el i hverdagen, men som også kan have noget på krogen.

Outlander PHEV fås i tre udgaver, hvor billigste version koster 350.000 kr., og denne testede topudgave koster 480.000 kr. Hybridteknikken er den samme i alle udgaver, og batteriet kan med sine 13,8 kWh få bilen til at køre på eldrift i 45 km på en opladning ifølge den nye WLTP-norm.

Vi nåede under vores test tæt på 40 km, før benzinmotoren trådte til, men rækkevidden afhænger meget af kørselsmønstret, og vi havde også situationer, hvor vi kun nåede omkring 30 km, før batteriet var fladt. Man kan forøge rækkevidden ved hele tiden at finjustere motorbremsningen, så batteriet lades op af bilens bevægelsesenergi. Man kan vælge mellem seks niveauer via de to skiftegreb bag rattet, men det kræver lidt indlevelse af føreren.

Læs også: FDMs tema om elbiler og hybridbiler

Ved forhjulene er der en elmotor på 82 hk, og ved baghjulene en på 95 hk. Er der strøm nok på batteriet, vil de to elmotorer alene stå for fremdriften og skabe et firehjulstræk. Er batteriet ved at løbe tør, starter benzinmotoren og leverer den fornødne strøm til batteriet.

På den måde fungerer bilen som en elbil i størstedelen af tiden. Der er dog mulighed for, at benzinmotoren også kan koble sig på drivlinjen ved hastigheder over 65 km/t. Det sker direkte og uden brug af en gearkasse og sikrer, at effekten kortvarigt i alt kan pumpes op til 224 hk.

Mitsubishi Outlander kabine
Førerpladsen er umiddelbar flot, men ser man efter, er der placeret et hav af kontakter alle mulige vegne, og det er forvirrende. I det hele taget er bilen ret nørdet i sin brugerflade.

Bipper af alt

Køreindtrykket er overvejende positivt. Bilen glider afsted som en elbil, og den er trods sin størrelse ret nem at køre. I denne topudgave er der et hav af hjælpesystemer, der kan sikre en behagelig kørsel. En adaptiv fartpilot og en effektiv nødbremse er blot nogle af dem.

Desværre er Outlander en japansk bil på godt og ondt. Det gode er den omtalte avancerede teknik, det mindre gode er indretningen af førerpladsen, der næsten er et skrækeksempel på, hvordan man ikke skal gøre det. Vi talte 38 knapper på instrumentbordet, og de er tilsyneladende placeret uden nogen hensyn til funktion eller ergonomi.

På rattet finder vi yderligere 14 knapper, og man skal altså være noget nørdet, før man er dus med det hele. Endnu værre er det, at bilen hele tiden bipper over et eller andet. Man er næsten ved at blive vanvittig, for den bipper og bipper, og så er det fartpiloten, så er det lyset, så er det linjevogteren, så er det udetemperaturen og så er det noget helt femte. Det ville mange europæiske bilproducenter aldrig tillade, for det skaber mere uro end ro.

Bagagerummet i Mitsubishi Outlander er præget af ladekablerne
Bagagerummet er meget rummeligt og regulært i formen. Under gulvet er et separat rum til ladegrej.

Kan lynlades

Mitsubishi Outlander er eneste plugin-hybrid på markedet, der kan lynlades. Det foregår via den japanske Chademo-standard, og det kan ske med op til 15 kW. Det betyder, at batteriet kan lades op til 80 procent på en halv times tid – f.eks. i forbindelse med indkøb. Hjemme kan den oplades med et Type 1-stik med op til 3,7 kW (16 ampere – 230 volt), og så tager en opladning ca. fire timer.

Kører man altid på strøm, bruger bilen selvsagt ingen benzin, og så kører man tæt på uendeligt langt på literen. Lader man aldrig bilen op, kører den hele tiden på benzin, og så kører den ca. 16 km pr. liter. Så afhængig af ens ihærdighed med opladningen, kan man få bilen til at køre mellem 16 og et uendeligt antal km pr. liter. Efter den officielle WLTP-blanding af el og benzin lander fabrikstallet på 50 km pr. liter plus strøm.

Man kan tegne et abonnement hos f.eks. Clever, hvor man kan lade så ofte man vil, for 299 kroner pr. måned. Køber man dette og husker at lade, kan udgiften til energi holdes på et meget lavt niveau.

Gearstangen er spøjst udformet som en joystick i Mitsubishi Outlander
Gearstangen er spøjst udformet som en joystick og går selv i P, når bilen slukkes. Der er særlige knapper til at vælge elbilkørsel, firehjulstræk til terræn samt sportslig kørsel.

God brugsværdi

Outlander er både rummelig og komfortabel. Vi kunne ønske os et lidt mere kraftigt varmeapparat, der kan levere mere varme, når motoren er slukket, og det er et alvorligt minus. Til gengæld er der god plads til fem personer, og der er også god plads i bagagerummet.

Og så må Outlander trække op til 1.500 kg på trækkrogen, hvilket gør den anvendelig for mange, der har behov for at køre med en eller anden form for påhængsvogn. Så samlet set er det en bil, der giver god værdi for pengene.

Vi lander på fire stjerner, og det er båret op af miljøvinklen, brugsværdien og komforten. Ned trækker den begrænsede rækkevidde samt bilens lidt for japansk-ingeniørmæssige indretning, der er set meget bedre i mange europæiske biler. Men prisen og den femårige garanti på bilen kan næsten ingen hamle op med.

Bliv medlem og få Motor