Logo

Den grønne delebil deler nu i Aarhus

Nyheder

Nyt om trafik og biler

9. december 2019

'Din Bybil' er nu også i Aarhus.
Torben Arent

Lejebil på minutbasis er blevet muligt i Aarhus, efter at Green Mobility har stationeret 100 elbiler i en stor zone i byen. Antallet af biler skal senere fordobles.

100 eldrevne delebiler er sendt ud på gaderne i Aarhus, klar til at blive lejet ud på minutbasis.

Dermed kan aarhusianerne snuppe nærmeste Renault Zoe, betale fire kr. pr. minut og efterlade delebilen stort set alle steder i selve byen.

Aarhus er anden by i Danmark efter København, der får den moderne form for delebiler kaldet ’free-flow’. Betegnelsen skyldes, at bilerne kan samles op og efterlades i princippet hvor som helst. Bilerne skal altså ikke returneres til det sted, de blev hentet.

Antallet af biler vil løbende blive udvidet til 200.

Stor zone i Aarhus

Zonen er fra begyndelsen temmelig stor. Det er i princippet hele Aarhus by inden for Ringvejen – tilsat store områder i Vejby og Skejby.

Prisen er den samme som i København, dvs. fire kr. i minuttet. Desuden findes flere rabatordninger i form af døgnpriser eller pakker med et større antal forudbetalte minutter.

Zonen dækker hele Aarhus by inden for Ringvejen (Ring 2) – tilsat store områder i Vejby og Skejby.

Zonen dækker hele Aarhus by inden for Ringvejen (Ring 2) – tilsat store områder i Vejby og Skejby.

Green Mobility, også kaldet Din Bybil, driver delebilerne i Aarhus sammen med det lokale energiselskab NRGI. For at gøre driften rationel styres stort set hele driften fra firmaets kommandocentralen i København.

Udvider i København

Delebilfirmaet, som begyndte i København for tre år siden, håber desuden at kunne udvide zonen i København i 2020 og øge flåden af biler fra 400 til måske 500.

Se mere: Ny delebil vil dække hele hovedstaden

Det er i hvert fald gået pænt opad med antal kunder og ture siden starten. 54.000 er nu medlem i København.

Konkurrenten Drive Now har ca. lige så mange biler i hovedstaden som Green Mobility

Vil ud til 15 byer

Delebiler får mere medvind fra nytår, når elbiler kan parkere gratis i København. Firmaet sparer høje p-udgifter, skal ikke bruge så mange kræfter på at flytte bilerne ud af den dyre, røde zone, og kunderne vil nemmere kunne finde en ledig bil i city.

Green Mobility, der er et nystartet, dansk firma og nu på børsen, har store ambitioner om at få europæere til at køre i de danske delebiler. Oslo, Gøteborg og Malmø er kommet til, og tre byer i Belgien er på vej.

Ambitionen er at være i 15 europæiske byer om to år.

Se mere: BMW og Mercedes deler delebiler