Yderligere tre Mercedes-Benz-modeller kommer inden sommerferien som plugin-hybrider eller – på Mercedes-sprog – med EQ Power.
Det er de kompakte CLA, CLA Shooting Brake og GLA, alle med modelbetegnelsen 250e.
Rækkevidde på strøm
CLA Coupé: 60-69 km
CLA Shooting Brake: 58-68 km
GLA: 53-61 km
Rækkevidden på strøm ligger mellem 53 og 69 km afhængig af model og modelvariant (særligt hjulstørrelse).
Hurtig ladning
Den pæne rækkevidde skyldes, at batteriet er forholdsvist stort. Det kan indeholde (brutto) 15,6 kWh energi.
Se alle Motors test af plugin-hybrider
Det kan også lades pænt hurtigt. Med den indbyggede lader (vekselstrøm, 7,4 kW), tager det 1 time og 45 minutter at fylde batteriet fra 10 til 100 pct.
Usædvanligt har plugin-hybriderne også hurtigladning med jævnstrøm. Det er ikke så hurtigt som hos rene elbiler, men med 24 kW tager det kun 25 minutter at lade fra 10 til 80 procent.
Samlet ydelse fra el- og benzinmotor (1,3 liter) er 218 hk, hvoraf elmotoren står for op til 102 hk.
Stjæler ikke bagageplads
Mercedes-Benz fremhæver at de store batterier og anden elteknik ’stort set’ ikke tager plads fra bagagerummet – men har ikke offentliggjort billeder af bagagerummene.
Det er et stort fremskridt fra C-klasse og E-klasse EQ Power, hvor batteriet i betydelig grad ødelægger bagagerummets anvendelighed.
Nyt er også, at der ikke længere er en 12-volt startermotor. Den 75 kW stærke elmotor tager sig af at starte benzinmotoren, både ved koldstart og ved stop-start på turen.
Se mere: Plugin-hybrider boomer efter nytår