De udvendige mål er fastholdt, og den nye Audi A3 er derfor ikke blevet større end forgængeren. Men til gengæld er al teknik helt fornyet, og det bringer A3 ind i en ny tidsalder.
Udvendigt er det de nye LED-forlygter og den store Audi-grill, der lettest afslører den nye udgave, og indvendigt er instrumentbordet nu udformet med digitalt instrumenthus, en stor midterskærm og linjer, der er kraftigt inspireret af søstermærket Lamborghini.
Genanvendte materialer
Sæderne kommer i to udformninger, hvor topudgaven S Line har sin egen stil med et ret sportsligt snit. Grundudgaverne er nu heller ikke helt fri for et sportsligt præg, men i et forsøg på at gøre bilen mere grøn, er materialet til disse sæder i stort omfang skabt af plast fra genbrugte plastflasker.
Materialekvaliteten har i det hele taget fået et gevaldigt løft, oplyser Audi. Motor har endnu kun set bilen på afstand, da bilpræsentationer i øjeblikket er indstillet på grund af Covid-19.
Tre motorer
Motorprogrammet er i første omgang ret overskueligt i form af en trecylindret 1.0-benzinmotor med 115 hk, en 1.5-benzinmotor med 150 hk samt en toliters dieselmotor med ligeledes 150 hk. Senere kommer mere kraftige versioner.
Alle motorerne fås i versioner med automatgear i form af en dobbeltkoblingsgearet S-tronic. Det betjenes nu via en lille gearvælger af den elektroniske type, hvor man blot vipper gearvælgeren frem eller tilbage.
Teknikken er identisk med den, der findes i VW Golf. Merprisen for automatgear er 25.000 kr.
Tre udstyrsniveauer
Alle udgaver af den nye Audi A3 kommer som standard med et flot udstyrsniveau, der udover de omtalte digitale displays også omfatter adaptiv fartpilot, trådløs opladning af telefon, DAB-radio og klimaanlæg.
For 25.000 kroner ekstra kan man opgradere med en udstyrspakke, der indeholder matrix-forlygter, nøglefri betjening, panoramaglastag og flere andre detaljer.
Der er tre udstyrslinjer i form af Attitude, Prestige og S Line.
Priser fra 300.000 kr.
Billigste Audi A3 bliver en 30 TFSI Attitude med 115 hk og manuelt gear til 300.000 kroner. Merprisen til Prestige er 10.000 kroner, og forskellen er primært større hjul og nogle designændringer ved fronten.
Den mest populære udgave ventes at blive 35 TFSI S-tronic Prestige til 365.000 kr. Den har 150 hk-benzinmotor og automatgear. Dyreste udgave er 35 TDI S-tronic i S Line-udstyr til 405.000 kr.
Se mere: Lille Audi i ny udgave møder modstand
En firedørs sedan dukker op kort efter denne femdørs Sportback og koster 10.000 kroner ekstra. Der er ikke planer om en stationcar, ej heller en cabriolet.
Audi A3 kan bestilles nu, og de første versioner er klar hen over sommeren, let forsinket på grund af lukning af fabrikken som følge af Corona.