Toyota-kunder kan snart få sig en lille SUV. Som stort set sidste mærke lancerer Toyota en model i den meget populære mini-SUV-klasse, hvor Peugeot 2008 og Renault Captur længe har hersket.
Snart er nok et stort ord, for selv om Toyota nu viser bilen, går der omkring et år, før den kan leveres.
Cross er navnet, Yaris Cross
Det er ikke den store fantasi, der ligger bag Toyotas valg af navn til sin vigtige nye mini. Yaris Cross står der på bagsmækken.
’Cross’ er et nærmest generisk ord for løftede eller SUV-pyntede udgaver af almindelige biler (VW Polo Cross, Hyundai i20 Cross), men Toyota har åbenbart vurderet, at Yaris er et så stærkt brand, at det måtte føres med over til SUVen.
Yaris vs. Yaris Cross
Længde: 3,94 m – 4,18 m
Bredde: 1,75 m – 1,77 m
Højde: 1,47 m – 1,56 m
Akselafstand: 2,56 m – 2,56 m
De to Yaris'er er teknisk næsten ens og begge bygget på den nye GA-B-platform. Akselafstanden er ens, men Cross-udgaven er 24 cm længere og 9 cm højere.
Tilsammen gør det Yaris Cross noget mere rummelig, uden at Toyota dog sætter tal på bagsædeplads eller bagagerum.
Se mere: Toyota Yaris - grøn og sportslig minibil
Ud over at være højere har Cross en øget frihøjde på tre cm. Det gælder udgaver med de største hjul, som er på 18 tommer.
Mulighed for firehjulstræk
Usædvanligt for biler i denne klasse fås Yaris Cross med firehjulstræk. Toyota Danmark bekræfter, at det bliver en mulighed i Danmark, hvor der ellers ikke er nogen stor tradition for at vælge firehjulstræk i mini- og mellemklassen.
Der findes ifølge Toyotas præsentation kun en motorvariant til Yaris Cross, nemlig samme hybridmotor som tilbydes til den almindelige nye Yaris. El- og benzinmotor yder tilsammen 116 hk.
20 km/l
Benzinøkonomien bliver omkring 20 km pr. liter eller højst 120 gram CO2 pr. km. Den almindelig Yaris klarer officielt 27 km pr. liter.
Den nye Yaris Cross er udviklet i Europa med henblik på (næsten kun) europæiske kunder, og den skal også fremstilles i Europa. Det vil ske på Valenciennes-fabrikken i Frankrig, side om side med den almindelige Yaris.
Skal sælges i store styktal
150.000 styks forventer Toyota at bygge årligt, og det skulle række til en europæisk markedsandel i klassen på otte procent. Det er altså en vigtig bil for Toyota, og Yaris og Yaris Cross ventes at udgøre en tredjedel af mærkets samlede salg i Europa.
Hvis Toyota også kan gafle otte procent af det danske mini-SUV-salg, vil det svare til et årligt salg på ca. 2.000 styks og en syvendeplads i klassen. Men det er meget muligt, at Toyota har større ambitioner i Danmark.
Selv om Toyota kommer særdeles længe efter konkurrenterne med en lille SUV, har mærket faktisk været en pioner i klassen.
Se mere: Omsider: Toyota gør klar til mini-SUV
Større end den første RAV4
Toyota lancerede allerede i 1994 den første RAV4, som nok til mærkets overraskelse blev en stor succes og lever videre den i dag i dag som femte generation.
Men den første RAV4 var mindre end den nye Yaris Cross – 1994-modellen, som først var tredørs, var blot 3,72 meter lang. Selv den efterfølgende, forlængede femdørs målte blot 4,16 meter – to cm mindre end Yaris Cross.
Toyota gjorde i 2009 et nyt forsøg med en lille crossover kaldet Urban Cruiser, men den blev en fuser og forsvandt i 2014.