Den britiske elbil får hurtig ladning

Jaguar I-Pace får nu rettet op på en af elbilens største svagheder, den langsomme hjemmeladning. Den indbyggede lader bliver tre gange så hurtig. Samtidig forbedres infotainment-systemet.

Jaguar I-Pace i den fornyede 2021-udgave. Designet er uændret.
Nyt om biler

Jaguar var – efter Tesla – pioner blandt luksuriøse elbiler, da I-Pace blev lanceret i 2018. Den sportslige, firehjulstrukne elbil med 400 hk havde særligt en svaghed: Opladningen hjemme og med almindelige ladestandere i byen var langsom.

Den indbyggede AC-lader kunne kun bruge én fase og dermed maks. 3,7 kW. Dermed tager en fuld opladning over et døgn.

Det bliver der snart rettet gevaldigt op på i en fornyet udgave, som Jaguar kalder modelår 2021. Den kan leveres til danske kunder omkring november.

Se testen: Jaguar I-Pace - rå og elegant

I-Pace har fra november indbygget 22-kW-lader som standard.
I-Pace har fra november indbygget 22-kW-lader som standard.

Lader med 22 kW

Den får trefaset ladning som standard. Dermed kan I-Pace lade med 22 kW, og bilen kan lades helt op på lidt under ni timer.

Hurtigladningen er uændret på 100 kW. Batteriet er også det samme. Det er på solide 90 kWh og giver en officiel rækkevidde på 415-470 km afhængig af rækkevidde. I Motors gruppetest blev det til 334 km, i den lave ende blandt konkurrenterne.

Se mere: Sådan lader du elbil og plugin-hybrid

Den fornyede I-Pace leveres med monteret Clever-ladeboks.

Det nye interface i Jaguar I-Pace 2021-årgang.
Det nye interface i Jaguar I-Pace 2021-årgang.

Bedre navigation og online-funktion

Den anden store nyhed ved faceliftet er et nyt infotainmentsystem, Pivi Pro. Det indeholder bl.a. forbedret elbil-navigation, som kan vise, om ladestationer i nærheden er tilgængelige eller i brug, hvad prisen er, og hvor lang tid opladningen varer.

Motors gruppetest elbiler 2019

Det nye navigationssystem halverer ifølge Jaguar antallet af trin, som kræves for at indstille en destination. Desuden kan føreren zoome ud og ind på kortet med fingerbevægelser som på en smartphone.

Desuden er I-Pace nu udstyret med et integreret SIM-kort (eSIM), hvor der medfølger ubegrænset 4G- data. Gyldigheden afhænger af tilvalg, men er minimum et år.

Digitalt bakspejl

Nyt er også digitalt bakspejl og 360 graders kamera – begge dele hentet fra den nye Range Rover Evoque.

Siden lanceringen er der indregistreret 127 I-Pace i Danmark. I år er det blevet til 19.

Førerpladsen har stadig 12,3 tommer digitalt instrumenthus, 10 tommer trykskærm i midten og på nogle versioner 5 tommer nederst.
Førerpladsen har stadig 12,3 tommer digitalt instrumenthus, 10 tommer trykskærm i midten og på nogle versioner 5 tommer nederst.