Hvis man vil køre i en sjælden bil – men med velafprøvet teknik og oceaner af plads – så er BMW 6-serie Gran Turismo en mulighed.
Det er dybest set en 5-serie som femdørs hatchback tilsat en smule mere eksklusivitet. Og så er 6 Gran Turismo også eksklusiv i salgstal.
Blot 17 blev ny-registreret i Danmark i 2019, en forsvindende brøkdel af de godt 1.200 5-serie, der blev solgt. Selv den store ’ministerbil’, 7-serien, er mere udbredt.
På verdensplan er salget også moderat med 50.000 styks, siden 6-serie Gran Turismo (eller blot GT) afløste 5-serie Gran Turismo i 2017.
Den eksotiske BMW får i hvert fald nu samme omfattende opdatering, som også 5-serien bliver begunstiget med.
Se mere: BMW 5-serie - mere elektrisk og elektronisk
Det omfatter bl.a. en ny front med større grill og smallere lygter. Adaptive LED-lygter er standard, laserlygter kan tilvælges.
6-serien får også elektrificering, idet alle motorvarianter udstyres med 48 volt mildhybridteknik. Starter-generatoren yder 8 kW (11 hk), og ud over at give et lille boost til forbrændingsmotoren, skulle den også sikre en hurtige og mere blød genstart af stop-start-systemet.
To benzin- og tre dieselmotorer tilbydes på europæisk plan: 630i med 258 hk, 640i med 333 hk, 620d med 190 hk, 630d med 286 hk og 640d med 340 hk. Bortset fra den mindste diesel- og benzinvariant fås alle med firehjulstræk.
Ca. en mio. kr.
I Danmark er programmet mere smalt. Den nuværende 6 GT fås kun som 640i Xdrive og 630d Xdrive. Købspriserne for den nuværende generation ligger lige omkring en mio. kr.
Produktionen af den fornyede 6-serie begynder samtidig med 5-serien, i løbet af juli.
Se mere: BMW 6-serie GT - kontinentkrydseren