PSA og FCA har ikke just været navne, det har været nemme at holde rede på for den gennemsnitlige bilkøber.
Hvis man derimod siger Peugeot/Citroën/Opel/DS eller Fiat/Chrysler/Alfa Romeo/Lancia/Dodge/Jeep bliver det mere virkelighedsnært, men er stort set det samme, for de mærker ejes af to store koncerner med de kryptiske trebogstavs-navne.
PSA og FCA (eller Peugeot S.A./Groupe PSA og Fiat Chrysler Automobiles) ’slipper’ vi for i fremtiden, hvis fusionen mellem de to bilkoncerner bliver endelig godkendt af myndighederne. Den nye kæmpekoncern vil kalde sig Stellantis, meddeler de to nuværende firmaer.
Se mere: Fransk-italiensk forlovelse skaber ny bilkæmpe
Kun til fint brug
Hvis man synes, det lyder mystisk, gør det ikke så meget, for navnet vil lige så lidt som de to nuværende firmanavne blive brugt over for kunder. Stellantis er det juridiske navn og det, der vil blive brugt i erhvervslivet og på børserne.
Alle omfattede bilmærker fortsætter med deres nuværende navne og logoer.
Se mere: Her er Danmarks største bilmærker - og Europas
Latinsk oprindelse
STELLANTIS – officielt stavet med versaler – kommer af det latinske udsagnsord stello, som betyder noget i retning af at ’blive oplyst ved stjerner’.
Navnets latinske oprindelse er en hyldest til de grundlæggende virksomheder, der begge kommer fra latinske lande, Italien og Frankrig.
Den nye Stellantis-koncern mangler stadig at finde et logo.
De to europæisk-baserede koncerner forventer, at fusionen vil være endelig gennemført i første kvartal af 2021.