Det er blevet tid til en ny, digital stil, synes Toyota. Derfor har mærket, der nu betegner sig som mobilitetsvirksomhed, skiftet logo.
Men det sker ikke helhjertet. Ændringen i ’branddesign’ omfatter ganske vist et nyt, todimensionelt logo, men kun i kommunikation så som hjemmesider, apps, brochurer og generel markedsføring.
Uændret logo på bilerne
Det kendte, mere traditionelle logo fortsætter på bilerne og også på facaderne hos mærkets forhandlere.
Se mere: BMW får nyt logo - men kun halvhjertet
Designere og pr-bureauer bag det nye logo har åbenbart gået til de samme seminarer som BMWs og VWs. Alle tre har i hvert fald inden for kort tid skiftet til en todimensional, enkel og fersk stil.
BMW har - som Toyota – forbeholdt ændringen til kommunikation, mens VW også har indført det flade design på bilernes logo.
Toyota annoncering kommer få dage efter, at Nissan offentliggjorde nyt logo.
'Enkelthed'
- Designet kommunikerer enkelthed, gennemsigtighed og modernitet og er særdeles velegnet til det digitale rum og ligeså effektivt i den fysiske verden, siger Toyota, som har droppet Toyota-navnet i forbindelse med logoet.
Toyotas nye visuelle identitet betyder også ændringer i typografien til en ny og skræddersyet skrifttype, kaldet Toyota Type. Den skal ifølge Toyota ’signalere åbenhed og imødekommenhed over for kunderne.’
Desuden er skrifttypen lettere at læse digitalt.