Den grønne omstilling er også nået godt ind i de ellers usexede varevognes rækker.
Årets Varebil 2020 er en kassevogn, der kan lades op fra nettet. Ford Transit Custom vandt den årlige danske pris, arrangereret af Danske Motorjournalister, i en plugin-hybrid-udgave.
Transit Custom er den næststørste model i Transit-familien, der består af modeller i fire størrelser. Som opladningshybrid klarer den op til 41 km på strøm.
Fås som storfamiliebil
Bilen fås også som ottepersoners storfamiliebil og minibus, Tourneo Custom, til godt 776.000 kr. for plugin-hybrid-udgaven.
Se mere: Varevogne bliver helt elektriske
Transit Custom blev en sikker vinder blandt seks kandidater.
-Transit Custom er den rette vinder af Årets Varebil 2020, fordi dens plugin-hybrid-variant ganske enkelt repræsenterer den bedste løsning og er et grønnere alternativ til de gængse varebiler, siger juryformand Andreas Lang Hedegaard, næstformand i Danske Motorjournalister.
Juryen bestod af otte danske motorjournalister.
Ford selv påpeger, at bilen som plugin-hybrid ikke går på kompromis med hverken plads, lasteevne eller indretning.
Se mere: VW-Rugbrødet siger farvel til kassevognen
Pointfordeling blandt kandidaterne
1) Ford Transit Custom Plug-in Hybrid – 74 point
2) VW Transporter T6.1 – 56 point
3) Nissan NV300 – 32 point
4) Toyota Proace City – 29 point
5) Renault Master Z.E. – 23 point
6) Opel Movano – 11 point
En ren elbil vandt så tidligt som 2012 den danske titel, hvor Renault Kangoo Z.E. kørte med titlen.