DS Automobile, det mindst kendte og mindste mærke i PSA-koncernen der også tæller Peugeot, Citroën og Opel, er i fuld gang med at bygge sig selv op efter en dødperiode under koncernens økonomiske krise.
Premiummærket har lige nu kun to modeller, den lille 3 Crossback og den store 7 Crossback.
Men her ser vi konturerne af endnu én, DS 4. Det bliver en vigtig model, som skal konkurrere mod bl.a. Mercedes-Benz A-klasse og VW Golf.

Teknisk set bliver DS 4 en nær slægtning til den kommende Citroën C4, men vil være helt selvstændigt.
Se mere: Citroën C4 springer ud som elbil
Billederne af den forklædte prototype her, fanget under test højt oppe i bjergene i Spanien, viser formentlig den almindelige hatchback, men en crossover-type kaldet 4 Crossback er også i planerne. Den ventes at skille sig noget mere ud fra hatchback’en end kun lidt SUV-staffage – så den kan konkurrere mod bl.a. Mercedes-Benz GLA.
Benzin, diesel og el
Motorudvalget vil bestå af kendte benzin- og dieselmotorer fra familien. Familieskabet vil givetvis betyde, at der også kommer en ren elversion, som det er tilfældet for PSA-gruppens øvrige nye biler i de små og mellemstore klasser.
Vi forventer, at DS 4 kan være klar midt i 2021.

DS har tidligere haft en 4-model, men den udgik i 2018 efter otte år i produktion og uden at afløseren var klar. Bilen begyndte sit liv som Citroën DS4 i 2010.
Inden DS 4 kommer til salg, skal DS have lanceret flagskibet DS 9. Den kinesisk byggede sedan skulle efter planerne komme til Europa sidst i 2020, men der har været helt stille fra DS i lang tid.
Se mere: Den fine franskmand bliver stor i slaget