Virker denne nye Suzuki bekendt? Det vil den gøre for alle, der har set en Toyota Corolla i den seneste generation. Suzukis nye Swace er nemlig slet og ret en Corolla stationcar hybrid.
Tvillingebilen er det andet, helt konkrete resultat af et samarbejde mellem de to japanske bilproducenter.
Den første synlige resultat var Suzuki Across, som er en omdøbt Toyota RAV4 plugin-hybrid.
Se mere: Deleøkonomi: Toyota bliver til Suzuki
I begge tilfælde er bilerne fra de to mærker fuldstændig ens, og de bygges på Toyotas fabrikker. I tilfældet Swace betyder det, at Suzuki nu får en europæisk produceret bil, idet Corolla-fabrikken ligger i Burnaston, England. Om det så er en fordel i disse Brexit-tider, er en anden sag.
Suzuki Swace svarer til en Corolla Touring Sports hybrid i den mindst motorstærke udgave. 1.8 hybrid har en ydelse på 122 hk og kører i den mest sparsommelige version 22,2 km pr. liter. Hos Toyota koster den 299.000 kr. med laveste udstyrsniveau.
Se Motors test af Toyota Corolla Touring Sports 1.8 hybrid
Se forskellene herunder: Suzuki Swace er ændret lidt på fronten i forhold til Toyota Corolla. Det er lidt mere end et andet logo. Lygtebåndet er modsat Corolla gennemgående, idet Suzuki-logoet er flyttet op på motorhjelmen. Grill'en har også en anden form.
Swace kommer formentlig til Danmark i begyndelsen af 2021, hvis prisforhandlingerne med producenten falder på plads.
SUV’en Across kommer til november, men i første omgang kun i meget små styktal.
Samarbejdet giver Suzuki to modeller i den høje ende af modelprogrammet, som mærket ellers ikke havde haft mulighed for, men nok så vigtigt er det en CO2-manøvre. De to Toyota-hybrider med god benzinøkonomi er med til at sænke Suzukis CO2-tal i EU.
Suzuki reklamerer selv meget med ’hybrid’, men i mærkets egne modeller er det blot mildhybrid-teknik, der slet ikke giver mulighed for at køre på strøm.