Den blev præsenteret som en visionær konceptbil med ideer for Polestars kommende design og teknologi, men nu har bilmærket ombestemt sig (eller også har det været hensigten hele tiden): Konceptbilen Precept bliver til en produktionsbil.
Ifølge Polestars direktør går der tre år, før bilen er klar.
Precept er en lang, lav ’grand tourer’ med en gevaldig akselafstand på 3,10 meter.
Tæt på virkelighed
Der er god grund til at tro, at designet langt overvejende bliver som på konceptbilen, men de baghængslede bagdøre bliver formentlig ændret til konventionelle døre. Produktionsbilen vil logisk se komme til at hedde Polestar 4, men det siger mærket ikke noget om.
Precept skal bygges på en ny fabrik i Kina. Også Polestars to øvrige modeller, blot kaldet 1 og 2, bygges indtil videre udelukkende på Volvo-Geely-fabrikker i Kina.
Næste nyhed: Polestar 3
Polestar nævner – i forbindelse med biludstillingen i Beijing i september – i en sidebemærkning, at den førstkommende model bliver en SUV, sjovt nok kaldet 3. Der gives ingen tidsplan for den model, men i løbet af 2022 lyder realistisk, i hvert fald for Europa.
Se mere: Svensk super-elbil viser vildt design
Der er ingen oplysninger om den model, men Motor vurderer, at det bliver en stor model, måske en søstermodel til Volvo XC90, der ventes klar sidst i 2021. En stor SUV-elbil vil give god mening til Polestars primære, marked, Kina. Også XC90 vil fås som ren elbil i næste generation.
Polestar, der er et elekrisk performance-mærke, indgår i Volvo-Geely-koncernen og har hovedkvarter i Gøteborg, inde på Volvos store område.
Det unge bilmærke har netop lanceret sin første storvolumen-bil i en række europæiske lande, Polestar 2.
Se mere: Volvo viser vild Tesla 3-konkurrent
Der er stadig ingen meldinger om, hvornår Polestar kan bestilles til Danmark.
Et andet mærke fra Volvo-Geely, Lynk & Co, kommer med sikkerhed før Polestar. Lynk & Co bliver efter planen lanceret i Danmark i begyndelsen af 2021.