Bilernes lygter udvikler sig med lysets hast - eller i hvert fald hurtigt og markant.
Halogenlygter og xenonlygter er ved at blive erstattet af LED-lygter på alle nye biler, men nu er en endnu nyere teknologi kommet på banen kaldet OLED.
Kan tegne på vejen
OLED-lygter har ekstremt mange lysdioder, og derved er det muligt at skabe en lyskegle med så fin opløsning, at man kan bruge forlygterne til at skrive tekster, vise symboler eller sågar vise en lille film foran bilen.
Lygteudviklingen hos Audi
1994 2. generation xenonforlygter (A8)
2003 Adaptivt lys med dynamisk lyslængderegulering (A8)
2004 LED-kørelys (A8 W12)
2007 ”Perler på snor”-kørelys (A4)
2008 Fuld LED-forlygter (R8)
2010 LED-forlygter med adaptivt lys (A8)
2011 Visuelt homogene LED-baglygter (A6)
2012 Dynamisk blinklys (R8)
2013 Matrix-lygter med adaptivt fjernlys (A8)
2014 Laserlys som ekstra fjernlys (R8 LMX)
2015 Lysteknologicenter med 120 m lang lystunnel
2016 OLED-baglygter (TT RS)
2017 HD Matrix-lygter inklusive laserlys (A8)
2019 Digitale Matrix-forlygter (e-tron)
2020 Digitale kørelyssignaturer (A3)
2020 Digital OLED-teknologi (Q5)
Noget af det er selvfølgelig en smule pjat, som f.eks. bilens evne til at sige hej til ejeren, når han/hun nærmer sig bilen. Men andre funktioner kan have en sikkerhedsmæssig værdi, så bilen f.eks. kan skrive en advarsel på vejen, så cyklister kan se, at man drejer til højre.
På samme måde kan forlygterne markere præcis, hvor man kører på en motorvej, så andre bilister kan se, at ens spor er ’optaget’. Det kan modvirke sammenstød.
Nyttige til førerløse biler
Flere bilproducenter forventer også at få nytte af den nye lygteteknik til hele selvkørende biler. På den måde kan bilen fortælle sine hensigter til især fodgængere og cyklister.
I øjeblikket er det begrænset, hvor meget af denne teknik, der er tilladt ifølge internationale regler for belysning på biler.
Se mere: Lange udsigter til selvkørende biler
Baglygterne bliver intelligente
Det er ikke kun forlygterne, der får glæde af den nye teknologi. Også bag på bilen bliver den nye OLED-teknik anvendt. En af de første almindelige biler med denne nye teknik er Audi Q5.
Se mere: Fornyet Audi løfter lyset
Her kan baglygterne indstilles til at lyse i forskellige mønstre, så ejeren af bilen kan vælge det udtryk, der bedst passer til ens smag. Audi kalder det for en ny måde at personalisere bilen på.
De digitale baglygter kan dog også bruges aktivt til at advare bagfrakommende, hvis bilen registrerer fare for at den bagfrakommende bil ikke kan nå at standse. Derved kan systemet mindske antallet af bagendekollisioner.
Sådan virker det
Den nye OLED-teknik baserer sig på det, man kalder organiske lysgivende dioder. De adskiller sig fra de traditionelle LED-lygter ved, at lyskilden er placeret som en blot én mm tynd film, der er anbragt på fleksible materialer, der tillader, at man kan formgive lygterne på en ny måde.
Samtidig er antallet af dioder mangedoblet fra f.eks. 48 dioder på en nuværende matrix-LED forlygte til 1,3 mio. bittesmå lyskilder. De skal styres præcist, for at man kan få det rette lys frembragt, og derfor er den nye lysteknik blevet digitaliseret, så de mange lyskilder kan styres af en kraftig computer.
De nye baglygter, som typisk tilbydes som ekstraudstyr, er ifølge Motors oplysninger designet til at kunne holde i hele bilens levetid.