Tysk el-limousine når utrolige 770 km

Den elektriske udgave af Mercedes-Benz S-klasse, EQS, er den mest magtfulde elbil, verden endnu har set. Den kan officielt klare 770 km på en opladning ved hjælp af et gigantisk batteri på 108 kWh og et særdeles vindglat karrosseri. Dertil fås bilen med al den overflod af teknik, som tilbydes til Mercedes' luksuriøse S-klasse.

Mercedes-Benz EQS er den mest magtfulde elbil til dato.
Nyt om biler

En mere magtfuld og gennemarbejdet elbil har verden næppe set før. Når Mercedes-Benz lancerer en ny S-klasse, er det som regel med den mest avancerede teknik og gennemarbejdede detaljer, der kan fås uden for den ekstreme luksusklasse.  

Sådan ser det også ud til at være med S-klassens elektriske søstermodel, EQS – som også på de elektriske egenskaber sætter mange rekorder.

Markant er rækkevidden på op til 770 km ifølge normen, noget der indtil videre gør EQS til bilen med længst rækkevidde af nogen elbil. Det er omkring 100 km mere end de bedste nuværende udgaver af Tesla Model S, som ellers har haft førstepladsen længe.

Mercedes-Benz EQS er ifølge mærket selv verdens mest aerodynamiske bil. Og et yderst vindglat karrosseri er vigtigt for en elbils rækkevidde ved motorvejsfart.
Mercedes-Benz EQS er ifølge mærket selv verdens mest aerodynamiske bil. Og et yderst vindglat karrosseri er vigtigt for en elbils rækkevidde ved motorvejsfart.

Mercedes vil overgå Tesla

I det hele taget ser det ud til, at Mercedes-Benz gerne har villet overgå Tesla på så mange punkter som muligt, dog uden at stræbe efter den helt ekstreme ydelse, som en kommende Tesla S special-model vil få.

F.eks. bryster Mercedes sig af, at EQS er verdens mest aerodynamiske serieproducerede bil. Dermed ser det ud til, at Tesla må fjerne den oplysning fra sin markedsføring. Model S har en cd-værdi på afrundet 0,21, mens EQS når ned på 0,20 – vel at mærke med særlige AMG-fælge, som først tilbydes sidst på året.

Uanset værdien på tredje decimal er god aerodynamik vigtig for lang rækkevidde, særligt når bilen skal bruges til motorvejskørsel.

Se mere: S-klasse med højspænding og hightech

EQS har et glaspanel med tre skærme på i alt 1,40 meter.
EQS har et glaspanel med tre skærme på i alt 1,40 meter. Hvis den intelligente kamera-teknologi registrerer, at føreren kigger på passagerdisplayet under kørslen, dæmpes displayet automatisk.

Dør til dør-skærm

Også når det gælder et andet Tesla-særkende, store skærme, har Mercedes her taget teten. EQS har – tilsyneladende som ekstraudstyr – en gigantisk skærm, der fylder nærmest hele instrumentbordet. Skærmen består af tre integrerede skærme, hvoraf den ene er til forsædepassageren.

Der kommer i første omgang to versioner. EQS 450+ har baghjulstræk, 333 hk og er udgaven, der når op på de 770 km. Den anden hedder EQS 580 4Matic, har firehjulstræk og en ydelse på 525 hk. Mercedes-Benz angiver ikke rækkevidden for denne version, men batteriet er det samme.

Der findes dog også et mindre batteri, som Mercedes ikke omtaler nærmere.

 

EQS er en mægtig og mægtig vindglat bil på 5,22 meters længde. Trods sin størrelse er bilen ikke udpræget tung af en elbil at være - egenvægten er omkring 2.500 kg.
EQS er en mægtig og mægtig vindglat bil på 5,22 meters længde. Trods sin størrelse er bilen ikke udpræget tung af en elbil at være - egenvægten er omkring 2.500 kg.

Op til 760 hk

En sportsudgave med 760 hk kommer senere.

Lynladning kan ske med op til 200 kW, og 15 minutter med stikket i, kan give op til 300 km officiel rækkevidde. 10-80 procent tager en halv time.

Almindelig ladning sker med 11 kW, og så tager en fuld opladning hele ti timer derhjemme. 22 kW kan tilkøbes, men det er normalt ikke muligt at lade med så meget fra en dansk bolig.

Trådløs ladning via induktion omtales ikke i pressematerialet. Det har været tilbudt til den gamle S-klasse som plugin-hybrid, men det kan være, at Mercedes er nået frem til, at den nuværende ladehastighed på den måde ikke batter meget til et batteri på over 100 kWh.

EQS er verdens først elbil i limousineklassen. Men flere følger efter.
EQS er verdens først elbil i limousineklassen. Men flere følger efter.

Kan parkere uden føreren

EQS har mulighed for omtrent det samme eksorbitante ekstraudstyr, som S-klassen fås med. En særlig funktion er, at når føreren nærmer sig bilen, kører ikke bare bilens dørhåndtag ud – førerdøren åbner sig automatisk og byder velkommen.

Ud over alverdens komfortfunktioner er elbilen forberedt til at kunne køre helt selv og uden en fører ombord (niveau 4) i forbindelse med parkering. Det kræver p-huse, der har den rette teknik.

Som andre nye Mercedes’er styrer bagakslen for at give mindre vendediameter og bedre køreegenskaber. Som standard drejer baghjulene 4,5 grader, men som ekstraudstyr – der fås over nettet efter købet – kommer vinklen helt op på 10 grader. Det hjælper gevaldigt på manøvremulighederne på snæver plads. EQS er 5,22 meter lang.

Hvad prisen bliver, siger Mercedes-Benz ikke noget om. Men man skal forvente, at den bliver markant dyrere end Tesla Model S.

Læs alt om elbiler