Det svære valg: Her er årets 12 mest spændende nye biler

Op mod 100 nye bilmodeller er i sigte i 2024, og der er noget for enhver smag. Hvor gode, de hver især er, må afvente FDMs test, men her på forkant vover Motors nyhedsredaktør alligevel at udpege et dusin, som virker ekstra spændende ud fra væsentlighed, nyskabelse eller fascination.

Kollage med 12 billeder af biler
Nyt om biler

Aldrig før er der kommet så mange nye bilmodeller på så kort tid. 2024 er i fuld gang og kommer til at friste med op mod 100 nye bilmodeller, hvis alle annoncerede og formodede nyheder når at komme i år, viser FDMs opgørelse. Dertil kan lægges næsten lige så mange facelifts og varianter såsom stationcars eller større batterier.

Der er noget for enhver smag. Også økonomisk er der realistiske biler for stort set alle, og der er nærmest frit valg mellem drivmidler. Selvom elbiler fylder mest i nyhedsstrømmen (to ud af tre af nyhederne fås i en ren elektrisk udgave), er der stadig mange benzin- og hybridbiler samt nogle ganske få med dieselmotor.

I denne malstrøm af nyheder fra Europa, Japan, Kina, Sydkorea og USA vover FDM at pege på 12 nyheder, som på hver deres måde virker særligt interessante, banebrydende eller fascinerende.

Her er mine 12 favoritter:

Audi Q6

Audi Q6: 
Det tog sin tid, men med den nye Q6 e-tron tager Audi til sommer et stort skridt ind i den elektriske tidsalder. Alt er nyt, inklusive den dedikerede elbilplatform PPE, som med 800 volt giver basis for lynhurtig ladning, og de store batterier sikrer lang rækkevidde.

Også hele førerpladsen med den buede kæmpeskærm, loungeagtige materialer og nye muligheder for opkobling og features peger fremad. Q6 får i løbet af kort tid selskab af A6, A6 Avant og Q6 Sportback med samme teknik.

Citroën C3

Citroën C3: 
Citroëns populære minibil rykker frem i spotlightet med en ny generation, som bliver første model af mange fra Stellantis, hvor der er gjort meget for at holde prisen nede.

Først og mest spændende er den elektriske udgave kaldet ë-C3, som giver håb om en pris under 200.000 kr., når en version med lille batteri kommer næste år. En udgave med benzinmotor kan fås sidst i 2024. Elektrisk bliver også en ny C3 MPV/SUV, der ifølge rygterne skulle få plads til op til syv personer.

Dacia Duster

Dacia Duster: 
13 år er gået, siden Dacia lancerede sin rustikke offroader, Duster, som har vundet mange fans for enkel teknik og lav pris og fået utallige tæsk i sikkerhedsvurderinger. Nu kommer der omsider en helt ny, og det er i sig selv en begivenhed.

Bilen er næsten ikke til at kende – lidt mindre karisma, men mere moderne og sågar med en del nutidigt sikkerhedsudstyr. Om det rækker til en anstændig sikkerhed, som FDM kan anbefale, må vise sig.

Kia EV3

Kia EV3: 
Et nyt kapitel begynder hos Kia, der gør klar til mindst tre nye elbiler, der alle er baseret på en ny platform kun til elbiler. Det er mindre og mellemstore elbiler med design med kant.

Den første – klar til efteråret – ser mest interessant ud. Det er den lille el-SUV EV3, der giver nye valgmuligheder i en klasse, som i dag næsten kun udgøres af biler fra Stellantis og Hyundai-Kia.

MG Cyberster

MG Cyberster: 
Der er på forhånd point for design og den forventelige køreoplevelse. MG lancerer til efteråret den elektriske roadster Cyberster, som er en velkommen udvidelse af elbilernes univers.

Med Cyberster kan man for første gang siden den originale Tesla Roadster få en åben, elektrisk bil. Det lyder som en åbenlys cocktail: lydsvag elkørsel og luft i håret, men der skal åbenbart et kinesisk firma til at få det til at ske.

Peugeot E-3008

Peugeot 3008: 
Peugeot bliver først med en bil på Stellantis-gruppens nye platform kaldet STLA Medium. De byggeklodser tillader vi os at forvente os meget af, og den nye 3008 lover godt. Det er først og fremmest (men ikke kun) en elbil, som i 2025 kommer i en udgave med 700 km rækkevidde.

Sidst på året udvides med en syvpersoners udgave, 5008, og inden for kort tid ser vi elbiler fra Opel, DS, Jeep og Alfa Romeo på samme platform og med næsten samme teknik.

Porsche Macan i hvid kørende forfra.

Porsche Macan: Porsche får lov at komme op på nyheds-piedestalen for det ellers konservative mærkes modige overgang til eldrift. Ved generationsskiftet i år skifter Macan brutalt fra benzin til udelukkende el nærmest over natten.

Nogle kunder skal nok blive tabt, mens nye kommer til. Præstationerne – både motormæssigt, i rækkevidde og i ladehastighed – er fuldblods. Macan deler den grundlæggende teknik med Audi Q6 og A6, der kommer omtrent samtidig.

Renault Scenic

Renault Scenic: 
Den nye, elektriske Scenic er ikke en ægte MPV som dens forgængere, men har mange af de samme kvaliteter: en indbydende og rummelig børnefamiliebil.

Der er endnu ikke mange andre elbiler, der prioriterer kabineplads og komfort så højt. Og så giver Scenic med det største batteri en officiel rækkevidde på over 600 km.

Toyota bZ2X

Toyota bZ2X: 
Toyotas indtog i elbil-universet med bZ4X var ikke overbevisende, særligt ikke når det gjaldt rækkevidde. Men mon ikke Toyota har lært noget på de to år?

Under alle omstændigheder lander Toyotas anden elbil, bZ2X (det antager vi i hvert fald, at den skal hedde) i den lille el-SUV-klasse, hvor udbuddet i dag stort set begrænser sig til Stellantis-gruppens mærker samt Hyundai-Kia.

Toyota Land Cruiser i gul forfra.

Toyota Land Cruiser: 
O.k., o.k. Det er en meget speciel bil. Og en kostbar én. Og slet ikke elektrisk. Tilmed bliver det måske snarere en 2025-nyhed. Men Toyota Land Cruiser er svær at komme udenom som et ikon, en af klodens mest sejlivede terrænbiler – sejlivet både i holdbarhed og livslængde i produktion.

Bilen har aner til 1950’erne, og så ser den ret godt ud. Så selvom de fleste af os kun kommer til at se den på billeder, vil det være i omgivelser, der sætter drømme i gang. PS: På et tidspunkt kommer der også en ren elektrisk udgave, men der går adskillige år.

VW Passat stationcar i grøn set bag fra.

VW Passat: 
Passat kommer til foråret i niende generation siden sin lancering i 1973. Men har Passat ikke mistet sin berettigelse? Ikke for alle. Og måske slet ikke. En gedigen stationcar (sedanen er udgået) med langtrækkende forbrændingsmotor, masser af plads og høj komfort er stadig en tiltalende kombi for mange.

Passat holder sig også relevant for andre med 100 km el-rækkevidde og hurtigladning i plugin-hybriden. Passat kan i øvrigt få lov at dele podiepladsen med søsterbilen Skoda Superb. Den fås tilmed stadig som hatchback. Og selvom verden skifter til el, har Passat måske alligevel en fremtid – som en elektrisk afløser for ID.7 omkring 2030!

Zeekr elbil

Zeekr: 
Et af de mange kinesiske mærker, der kommer til os i år, er Zeekr, som har en solid teknisk og designmæssig base i Sverige. Med mange hundrede europæere ansat kender mærket Europa bedre end de fleste kinesiske mærker, og det giver en fordel.

Mærkets to første modeller tegner spændende: den lille X, som er en luksusudgave af Volvo EX30, og den store 001, der er en nær slægtning til Polestar 4.

Mange spændende biler banker på

Ud af 100 bilnyheder kan det være svært at vælge. Og naturligvis er mange andre fine nyheder på vej.

Lige under top-dusinet er der f.eks. Ford Explorer. Det er med kendt Volkswagen-teknik, men Ford ser du til at differentiere sig på flere punkter, inklusive lavere pris.

Der er også en meget omtalt Volvo EX30, som er uhørt billig for en Volvo, men også ser ud til at mangle en lang række klassiske Volvo-kvaliteter.

BYD’s kommende crossover, som måske skal hedde Sea Lion, virker også spændende, men vi ved ikke nok om bilen endnu. Det bliver bestemt også interessant at følge, hvad nogle af de nye kinesiske mærker kan tilbyde, bl.a. Omoda/Jaecoo og Great Wall Motors.

Polestar skal der også holdes øje med i 2024 – mærket går fra én model til tre, når Polestar 3 og 4 ankommer. Og Mini som er vågnet af dvalen og får hele tre elbiler i år. Og hvis rygterne taler sandt, kan Hyundais lille „Casper“ blive et spændende tilbud i elbilernes helt billige afdeling.

Vil du modtage FDMs nyhedsbreve?

Tilmeld dig vores nyhedsbreve, hvis du vil holde dig orienteret om bilnyheder og forbrugerhistorier om livet som bilist.

Få FDMs nyhedsbreve