P-selskaber kan stadig sende usynlige afgifter
Nyt om trafik og biler
20. oktober 2026


Motorstyrelsen har valgt ikke at lukke for nogen p-selskabers adgang til Motorregistret, selv om de bryder reglerne og benytter oplysninger til at give usynlige p-afgifter til bilister.
De såkaldt usynlige p-afgifter, hvor nogle p-selskaber sender afgiften til bilejerens e-Boks i stedet for at sætte den fysisk under vinduesviskeren, har mødt massiv kritik.
Med den nye praksis har selskaberne erstattet p-vagten med kameraer, men det betyder samtidig, at bilejeren først senere finder ud af, at vedkommende har modtaget en afgift, og dermed kan man ikke på stedet kontrollere, om den er rimelig.
Nogle bilister har desuden fået en afgift efter blot at have kørt ind på p-området – uden at parkere.
Læs mere: De usynlige p-bøder giver bilisterne meget synlige problemer
Ville lukke adgang til Motorregistret
Det har mødt kritik fra bl.a. FDM og tidligere transportminister Thomas Danielsen (V), der ønskede at få fjernet udvalgte p-selskabers adgang til Motorregistret, som de benytter til via nummerpladen at identificere bilernes ejere.
Læs mere: Transportminister sætter parkeringsselskaber på plads: P-afgiften skal være fysisk
Fra 1. juli 2025 ændrede den daværende transportminister bekendtgørelsen, der betød, at p-afgifter kun er gyldige, hvis de gives fysisk på stedet af en p-vagt.
Overholdt selskaberne ikke bekendtgørelsen, kunne de miste deres adgang til oplysninger fra Motorregistret.
Læs mere: Transportministeriet slår fast: Ulovligt at eftersende p-afgifter
Men p-selskaberne har stadig adgang, selvom Motorstyrelsens embedsfolk havde vurderet, at Oparko burde få fjernet sin adgang, skriver Jyllands-Posten.
I et svar til avisen fremgår det, at: ”Motorstyrelsen har for nuværende ikke fundet grundlag for at inddrage parkeringsselskabers terminaladgange til Motorregistret på baggrund af de henvendelser, som styrelsen har modtaget fra By-, Land- og Transportministeriet samt de fra selskaberne indhentede oplysninger.”
FDM holder øje med udviklingen
Dagligt modtager FDM henvendelser om parkering fra medlemmer og holder løbende øje med p-selskabernes praksis på området.
– Hvis de ikke overholder reglerne, bør de udelukkes fra at få oplysninger fra Motorregistret, men vi ved reelt ikke, hvad der ligger til grund for Motorstyrelsens vurdering. Men vi må gå ud fra, at styrelsen har fået styr på p-selskabernes brug af registret. Vi vil naturligvis holde øje med, om p-selskaberne efter den nye udmelding overholder reglerne, eller om de fortsat udskriver usynlige bøder til bilisterne, siger Michael Ern Nielsen, der er advokat hos FDM.
Han håber samtidig, at forældelsesfristen for de ulovlige opkrævninger, som mange bilejere har modtaget, bliver forlænget.
– Bilister har betalt afgifter, som vi mener er ulovlige, og de bør have mulighed for at klage og få deres penge retur, påpeger Michael Ern Nielsen.