Spring til hovedindhold
Logo

Stigende brændstofpriser flår bilister: Så dyrt kan det blive

Nyheder

Nyt om trafik og biler

10. september 2026

Kvinde tanker bil
Mikkel William Nielsen

Prisen for at tanke bilen er nu så høj, at bilister i år kan forvente at bruge tusindvis af kroner mere på brændstof end i 2025. Se eksempler på, hvor galt det står til, og hvor meget dyrere brændstofbilen er i forhold til elbilen. 

En krone mere, og så lige endnu en. Priserne for benzin og diesel på tankstationen er markant skruet op, siden krigen i Iran begyndte tilbage i februar.

Derfor kan bilisterne forvente, at udgifter til brændstof i år bliver tusindvis af kroner dyrere sammenlignet med 2025.

FDM har regnet på, hvad det vil koste for bilister med forskellige kørselsbehov, hvis de nuværende brændstofpriser forbliver så høje som netop nu.

Beregningen viser, at især bilister, som kører 20.000 kilometer om året eller mere, må føje mange ekstra penge til bilbudgettet, hvis brændstofbilen skal stå distancen:

– Hvis det nuværende prisniveau bider sig fast, vil mange familier opleve en merudgift på 4.000-5.000 kr. Og det er altså rigtig mange penge for mange familier, siger Ilyas Dogru, der er forbrugerøkonom hos FDM.

Han opfordrer bilister, der pendler meget, til at opdatere deres befordringsfradrag hos skat.dk, som et plaster på såret.

En lille håndsrækning til pendlerne


Regeringen har valgt at hæve befordringsfradraget – også kaldet kørselsfradraget – for hele 2026 for at kompensere for de højere brændstofpriser. Forhøjelsen gælder alle pendlere, der er berettiget til befordringsfradrag, uanset transportmiddel. Derfor kommer det også dem til gode, der kører elbil eller tager offentlig transport.

Selvom FDM er glad for en forøgelse af befordringsfradraget, er FDM ikke helt glad for sammensætningen af fradraget og arbejder for et mere tidssvarende befordringsfradrag.

Læs mere: Så meget stiger befordringsfradraget

Kør seks gange længere på strøm

I øjeblikket ser vi priser for en liter benzin eller diesel tæt på eller ligefrem over 18 kroner, hvilket gør det endnu tydeligere, hvor økonomisk attraktivt det kan være at køre elbil. For du kan ganske enkelt komme meget længere for pengene, når du kører på strøm.

Hvis du har mulighed for at lade elbilen på de billigste tidspunkter af døgnet, kan du for 100 kroner køre 600 kilometer.

I en benzinbil kan du med de nuværende brændstofpriser kun køre 89,4 kilometer for 100 kroner, og i en dieselbil er det 98,4 kilometer.

Det er altså seks gange så langt, du kan køre på strøm, for de samme penge.

Selv hvis du har en elbil og fylder strøm på, når prisen ikke er lavest, vil du alligevel få mange kilometer for pengene. Ved en gennemsnitlig hjemmeladepris på 1,50 kr. pr. kWh kan du stadig køre omkring 300 kilometer for 100 kroner. Det er cirka tre gange så langt som benzin- og dieselbilerne.

Hvis du udelukkende køber dyr lynladning til elbilen, vil forskellen bliver markant mindre.

– Når vi ser på bilbudgettet samlet set, så er den største forskel altså udgiften til energi. Og her vinder elbilen klart. Selvom elprisen er steget i gennemsnit, så giver svingende elpriser gode muligheder for at drible uden om høje priser, og det betyder altså, at elbilejerne har rig mulighed for at lade billigt. Det er også hovedårsagen til, at danskerne har taget elbilen til sig, nemlig billig opladning, hvis man har mulighed for at lade hjemme, siger Ilyas Dogru.

Brugte elbiler stiger i pris

En sideeffekt ved de høje brændstofpriser er netop, at det potentielt får flere til at skifte brændstofbilen ud og købe enten en ny eller en brugt elbil, der er billigere i drift.

I august stod elbiler for 86 procent af nybilsalget, hvilket er den højeste andel nogensinde.

Men også på brugtbilmarkedet er interessen voldsomt stor for især billige elbiler. Efter flere år med faldende priser på brugte elbiler er udviklingen begyndt at vende, og det seneste halve år er flere modeller blevet op mod 30.000 kroner dyrere.

Det peger på større efterspørgsel og færre interessante elbiler til salg:

– I mange år har danske bilejere levet i en drømmeverden: Europa efterspurgte vores brugte benzin- og dieselbiler, mens vi kunne aftage elbilerne billigt fra dem, fordi efterspørgslen efter elbil i store lande som Tyskland og Frankrig var meget lav. Men nu er billedet helt vendt om. Krigen i Iran gør ondt i europæernes pengepung, og danske forhandlere er i hård konkurrence med europæiske forhandlere om brugte elbiler. Og det har presset priserne op. Det tyder på, at det har stabiliseret sig på et højt niveau, så står man foran et skifte, kan man sagtens slå til, siger Ilyas Dogru.

Priserne på brændstof går op og ned

Historisk set har brændstofpriserne altid bevæget sig op og ned. I 2020 ramte Corona-epidemien, og mange endte med at arbejde hjemme i længere perioder, så efterspørgslen på brændstof faldt. Det samme gjorde prisen, som var nede under 9 kroner for en liter benzin og 8 kroner for diesel.

Da Rusland invaderede Ukraine i 2022 fik det brændstofpriserne til stige markant, og vi endte i en regulær energikrise, hvor literprisen på diesel og benzin i en kort periode var omkring 18,39 kr. pr. liter.

Siden faldt prisen igen, og en liter benzin kostede i februar i år 13,49 kroner og en liter diesel 13,39 kroner. Men så begyndte Iran-krigen, og uroen i Mellemøsten har sendt priserne for brændstof i vejret, og de nærmer sig faretruende 2022-niveau.

Det skyldes, at Iran er et af verdens største olieproducerende lande og er placeret ved Hormuzstrædet, der er et vigtigt knudepunkt for den internationale oliehandel.

Læs mere: Så mange ting kan påvirke prisen på brændstof

Tips til at køre mere økonomisk

Du kan selv gøre noget for at spare på forbruget af brændstof, når du kører, så du får mest muligt for pengene:

  • Undgå hårde accelerationer og opbremsninger. Rul evt. frem mod rødt lys.
  • På motorvej: Kør i højest mulige gear og overvej at køre 110 km/t, selvom hastighedsgrænsen er 130 km/t. Her sparer du op til 20% af forbruget.
  • Sørg for, at bilen har korrekt dæktryk (se evt. instruktionsbog eller indersiden af tankdækslet).
  • Undlad at have tunge ting i bilen, hvis du alligevel ikke skal bruge dem. Høj vægt koster brændstof.
  • Tank på ubemandede stationer, her er prisen typisk 10 øre pr. liter lavere. Som medlem af FDM kan du i øvrigt få rabat på brændstof: Sådan får du rabat

Få flere tips til at køre længere literen