Ny Storstrømsbro klar i 2021

Det er nu besluttet, at der skal bygges en helt ny Storstrømsbro mellem 2018 og 2021. Den nye får både to vognbaner, to jernbanespor og sti til cyklister og fodgængere. FDM er skeptisk over for finansieringen.

Trafik

En af Danmarks første store broer, Storstrømsbroen fra 1937, er i så dårlig forfatning, at den trænger til dyre reparationer og alligevel ikke er egnet til den stigende godstogstrafik.

Så nu har de politiske partier bag ”En grøn Transportpolitik” vedtaget at bygge en helt ny bro. Den skal bygges i perioden 2018-2021, så den er klar til åbningen af Femernforbindelsen. Den gamle bro skal derefter rives ned.

Fire mia. kr.

En ny bro vil koste fire mia. kr., hvoraf der er håb om at få EU-tilskud på op til én mia. kr.

Den nye Storstrømsbro, der anlægges vest for den nuværende, vil især være et løft for jernbanen, idet der kommer to spor i stedet for nu et, og dermed undgås en flaskehals, for efter åbningen af Femerntunnelen vil resten af strækningen mellem Ringsted og Rødby være dobbeltsporet.

Samtidig kan fartgrænsen for tog hæves fra 100 til 200 km/t. For at gøre det muligt, skal tilslutningen mellem Sjælland og den lille ø Masnedø rettes ud. Den nye bro bliver ca. lige så lang som den nuværende; 3,2 km.

Bredere vejbane

Overvejelser om at droppe vejdelen er helt droppet. Den nye bro får som nu to vognbaner, men de bliver bredere end i dag, og fartgrænsen for biler kan hæves til 80 km i timen.

Også fodgængere og cyklister får bedre forhold, da der formedelst 100 mio. kr. bliver plads til en dobbeltrettet gang- og cykelsti.

Pengene ikke fundet

Der er reelt ikke fundet penge til den nye bro endnu. Nu bevilges der 224 mio. kr. til projekteringen, mens selve anlægssummen skal findes af forligspartierne i 2014. Det ventes, at der bliver en del penge til overs fra elektrificeringen af de danske jernbaner.

Desuden kan der komme andre penge retur til Infrastrukturfonden, og forligspartierne har tilsyneladende heller ikke opgivet, at Sund & Bælt kan komme til at spytte i kassen.

Det statslige danske broselskab har en stor og stabil indtægt fra især bilisternes brug af Storebæltsbroen, og det er også Sund & Bælt, der skal bygge og drive Femerntunnelen og få indtægterne fra Bane Danmark og bilisterne.

FDM glad for bro, skeptisk over for betaling

FDM er tilfreds med, at der er fundet en løsning med en kombineret vej- og banebro, som dermed sikrer afviklingen af den lokale og regionale trafik. FDM er dog skeptisk i forhold til finansieringen, der stadig kan ende med at komme fra Infrastrukturfonden.

Der er en lang række vigtige vejprojekter, der afventer finansiering og her er det problematisk, hvis en bro, der grundet manglede rettidig vedligeholdelse, pludselig skal støvsuge Infrastrukturfonden for fremtidige midler, påpeger FDM.

Aftalen er indgået mellem Socialdemokraterne, Det Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Venstre, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti.