Morgenmyldretiden ind til byens centrum bliver nu til tæt trafik fredag eftermiddag og hele lørdagen.

Fredag eftermiddag og hele lørdag
Vejdirektoratet siger i sin sommermelding, at de mest belastede tidspunkter i Danmark vil være fredage mellem kl. 14 og 19 og lørdage hele dagen.
Trafikken vil være mest påvirket af sommerferien og diverse arrangementer rundt i landet i perioden fra 29. juni til 18. august. Se kortet herover for de mest belastede veje.

Store vejarbejder
En række store vejarbejder på motorvejene kan give problemer. Det gælder særligt vejarbejdet på Fynske Motorvej mellem frakørsel <56> Ejby og frakørsel <58> Middelfart i begge retninger og vejarbejdet på Køge Bugt Motorvejen. Her gælder det strækningen mellem Greve S <29> og Solrød S <31>.
Mange biler over Storebælt
På Storebælt bliver der også pres på. Op mod 45.000 biler vil køre over broerne på de mest travle dage, men A/S Storebælt forventer, at de mange feriebilister kan passere uden lang ventetid.
A/S Storebælt forventer, at der bliver størst pres på betalingsanlægget lørdag den 13. juli og lørdag den 20. juli, hvor op mod 5.000 biler vil køre over forbindelsen i de travleste perioder mellem kl. 11 og 14.
Brobizz virker i alle baner
- Vores nye service til Brobizz-kunderne, som betyder, at de kan betale med Brobizz i alle baner, vil være med til at give mere plads i betalingsanlægget. Det betyder, at de altid kan vælge den bane, hvor der er mindst ventetid, siger chef for Storebælts betalingsanlæg, Jens Kjær Nielsen.
For at benytte Brobizz i kort- og manuelbaner skal man køre helt hen til bommen og holde stille, før den går. Går turen over Storebælt på motorcykel, kan Brobizz’en benyttes i kortbanerne, hvor der også kan betales med kort.
Og så minder broselsakbet atter om, at det er en god ide at sikre sig, at betalingskortet ikke er udskiftet siden seneste tur over broen. Er kortoplysningerne ikke opdateret, virker Brobizz’en ikke.
Se Vejdirektoratets prognose for hele sommertrafikken
Se Vejdirektoratets her og nu-melding