Sverige er et af få vesteuropæiske lande, hvor det stadig er tilladt at tale i håndholdt mobiltelefon. Men fremover bør man tænke sig ekstra godt om, inden man taler i telefon eller bruger ”kommunikationsudstyr” i det hele taget under kørslen.
1. december er der sket en skærpelse af reglerne. Der er stadig intet forbud, men derimod lægges der op til sund fornuft eller uklare regler, afhængig af, hvordan man ser på det.
Det hedder nu, at førere af motorkøretøjer ”kun må anvende mobiltelefon og andet kommunikationsudstyr, hvis det ikke påvirker kørslen på en skadelig måde.”
Alle typer "kommunikationsudstyr"
Kommunikationsudstyr inkluderer navigationsapparater, og der skelnes fortsat ikke mellem håndholdt og håndfri telefonbrug.
– ”Påvirker skadeligt” kan konkret handle om at sms’e under kørslen, hvilket indebærer, at man ikke har den opmærksomhed, som kræves for at køre sikkert, siger Hans Yngve Berg fra den svenske Transportstyrelsen.

Bøder og konkret vurdering er op til domstole
Hvad der konkret vil anses for trafikfarligt og dermed ulovligt vil i sidste ende være op til domstolsafgørelser. Det samme gælder bødestørrelsen.
Et eksempel på, hvordan politiet fremover kan finde på at gribe ind, kommer fra kommissær Bengt Svensson, der er trafikansvarlig hos Rigspolitistyrelsen:
- Hvis en politipatrulje bliver opmærksom på en fører, der anvender sin telefon og samtidig kører på en trafikfarlig måde, kan den nu optage rapport om det. Det kan være førere, der slingrer over midterlinjen, kører op på fortovskanten eller bremser kraftigt i en kø, så der opstår risiko for ulykke.