Ny viden taler for vinterdæk i vinterhalvåret

Vinterdæk forbedrer ikke kun sikkerheden på sne- og isglatte veje, men også på en fugtig dansk asfaltvej, viser ny rapport. FDM opfordrer på den baggrund politikerne til at gøre det obligatorisk at køre med vinterdæk, når der er vinterføre.

Vinterdæk forbedrer ikke kun sikkerheden i is og snevejr, men også på en fugtig dansk asfaltvej, viser ny rapport.
Trafik

En rapport viser, at der skal vinterdæk på bilen, når det bliver fugtigt og koldt. Vinterdæk er nemlig ikke kun markant bedre end sommerdæk, når der for alvor er sne og is på vejene. De forbedrer også sikkerheden på de vinterdage, hvor man typisk kører på en fugtig dansk asfaltvej. Og det er for mange en ny viden.

Brug erfaringen fra vores nabolande

”Rapporten er resultatet af et større testarbejde, vi har lavet hen over vinteren og foråret, og fremlægges nu for at sætte gang i vinterdæk-debatten inden vintervejret kommer. Vi mener, der er behov for at se nærmere på erfaringerne fra vores nabolande og sammenholde det med den viden, vi har fra danske undersøgelser og praktiske erfaringer. FDM ser gerne, at man indfører regler i Danmark, som minder om dem, man har i vores nabolande.

En udmærket løsning kunne være et krav om obligatorisk brug af vinterdæk for alle køretøjer, som ønsker at køre, når der er vinterføre i vinterperioden. Alt for ofte oplever vi situationer i trafikken, hvor manglende brug af vinterdæk begrænser fremkommeligheden eller skaber farlige situationer”, siger afdelingschef i FDMs økonomiske politiske sekretariat, Torben Lund Kudsk.

Kør altid med vinterdæk i vinterføre

Rapporten konkluderer, på baggrund af en række praktiske målinger af moderne bilers bremseevner, at man altid bør køre med vinterdæk i vinterføre med lav friktion, dvs. på sne- og isdækkede veje samt på våde vinterveje uanset temperaturen.

Rapporten viser, at for en bil på sommerdæk er bremselængden ved 50 km/t. på en snedækket vej hele 22 meter længere end en bil på vinterdæk. Det svarer til fem-seks billængder. Men også på en fugtig vej før saltning kan man måle forskelle i bremselængden fra 80 km/t. på op til 20 meter. Selv på en let fugtig vej omkring frysepunktet er vinterdæk bedre end sommerdæk, mens man ved kørsel med vinterdæk på en tør vej på plus 16 grader vil opleve, at sommerdækket er bedst til at bremse.

Større sikkerhed

”Også i tilfælde af en eventuel udskridning vil en bil med vinterdæk have lettere ved at klare situationen uden uheld, da de moderne sikkerhedssystemer som antiudskridningssystemet ESC i praksis kun virker, hvis dækkene kan overføre bremsekræfter mellem dæk og vej. På sommerdæk vil man derfor ikke have lige så stor chance for at blive reddet af sikkerhedssystemet, som hvis man kørte på vinterdæk”, siger bilteknisk redaktør på FDM-Motor, Søren W. Rasmussen.

Følger man FDMs anbefalinger, vil danske bilister opleve et markant bedre vejgreb i det meste af vinterhalvåret. Det skyldes, at vejene herhjemme ofte er fugtige i en større del af tiden end lige de 55 procent af dagene, der ellers af DMI karakteriseres som egentlige nedbørsdage. Fugtige veje har nedsat friktion, og det er netop her, at vinterdæk viser deres styrke. I den lille del af perioden, hvor vejene er knastørre, vil forskellen mellem at køre på sommer- og vinterdæk omvendt være minimal, viser FDMs rapport.

Se alle testresultaterne i Motor nr. 7/8 (OBS kræver login) 

Læs mere om dæk