Var der lidt længere mellem bandeordene på sommerens tur ned gennem Tyskland, er det ikke tilfældigt.
For selvom det måske ikke føltes sådan, var der faktisk længere mellem de berygtede Staus på den tyske Autobahn end året før.
Ifølge FDMs tyske søsterklub, ADAC, registrerede man hen over de 12 weekender fra 22. juni til 9. september ’kun’ 510 bilkøer længere end ti kilometer mod 791 i samme periode sidste år.
Læs også: Køprognose for den kommende weekend
Sort fredag

En velkendt årsag til at der opstår flaskehalse og køer, er de mange vejarbejder. Dem var der i gennemsnit 460 af på de tyske motorveje denne sommer, hvilket er på niveau med tidligere år. Når antallet af lange bilkøer alligevel faldt, skyldes det blandt andet, at bilisterne er blevet bedre til at køre hen over ugen og ikke kun i weekenden.
Fredag var dog stadig ugens helt store rejsedag. I alt 70 procent af de registrerede bilkøer blev da også målt på netop fredage.
Læs også: Alt hvad du skal vide inden kør selv-ferien
Til sammenligning var weekenderne 22.-24. juni og 29. juni-1. juli med afstand sommerens travleste med henholdsvis 90 og 65 af de 510 registrerede køer. Omvendt var de normalt travle weekender sidst i juli og først i august i år anderledes rolige med ’bare’ 30 og 27 bilkøer.
Læs også: Vejafgifter i Europa
Brug FDMs køprognose
”De senere år er bilkøerne kun blevet flere og længere på især de tyske motorveje. Derfor er nyheden om de færre køer denne sommer positiv. Det virker som om, at mange, også danskere, har lyttet til rådet om at køre midt på ugen i stedet for i weekenderne. Derudover kan vi kun opfordre til at læse FDMs køprognose og holde sig ajour med trafiksituationen, inden man kører afsted,” siger journalist på Motor, Karsten M. Lemche.
Læs også: Køkalender for Tyskland og Frankrig
Midttysk kø-helvede

Ser man på trafikken i de enkelte delstater, var den heller ikke lige tung alle steder. For første gang i flere år var delstaten Bayern ikke den mest trafikplagede. Den tvivlsomme ære tilfaldt i år delstaten Niedersachsen med 26,3 procent af de mange bilkøer, efterfulgt af Baden-Württemberg (21,6 procent) og Bayern (15,4 procent).
Sommerens mest belastede strækninger var ifølge ADAC:
A1 Lübeck – Hamborg – Bremen – Köln
A7 Flensborg – Hamborg – Hannover – Würzburg – Füssen
A3 Köln – Frankfurt – Würzburg