Der er 70 år mellem Ib Schønberg, der slingrer gennem København på cykel i sort/hvid, til videoen om ’Filips far’ og opfordringen om at huske cykelhjelmen. Budskabet er dog det samme: trafiksikkerhed.
Det er langtfra kun på plakater i vejsiden og på børnenes refleksbrikker, der gennem tiden er blevet slået et slag for trafiksikkerheden. Også på film er der blevet fortalt om faren ved biler, cykler og ’fumlegængere’.
Som en del af projektet ’Danmark på film’ har Det Danske Filminstitut (DFI) været i gemmerne og bundet en buket af 80 års oplysningsfilm om trafiksikkerhed og færdselsreglement, der nu ligger frit tilgængeligt. De fleste er fra før, verden var i farver, og man sagde ’cikel’, var Des og talte KLART OG TYYYYDELIGT.
Vi har udvalgt en håndfuld af de gamle film og et par nyere, der er et gensyn værd.
Kurt kan li’ kubik (1984)
En af 1980’ernes mest kendte kampagnefilm. Modsat tidligere trafikfilm er her ingen løftede pegefingre. I stedet serveres budskabet om farlig fart med morbid ironi. En klassiker fra Rådet for Større Færdselssikkerhed, som det hed dengang, der blev fulgt op af flere film om Kurt.
Nederen forældre, Filips far – (2017)
Trafiksikkerhed og humor går her hånd i hånd. Her om det svære budskab om at huske den kiksede cykelhjelm. Det kan godt være at forældre er ’nederen’ og max pinlige, men de mener det kærligt, når de siger ”husk hjelmen”. En nyklassiker fra Rådet for Sikker Trafik.
Som det sker (1937)
En barsk nærmest stumfilm ’udsendt af Justitsministeriets Udvalg for Færdselspropaganda’, som det dengang hed. En mor kommer for sent til at hente sin datter i skolen. Et virvar af biler, sporvogne og cykler holder dem på hver sin side af gaden, mens krydsklip og Hitchcock-suspense bygger op til det uundgåelige…
Vi snakker færdsel (1941)
I 1941 var ”der er ikke noget så farligt, som at skrå over gaden”. Korrekt trafikadfærd indtalt med løftet pegefinger. Speakeren koster rundt med trafikanterne, som må gøre deres farlige fejltrin om og om igen, til de gør det rigtige.
Om igen – fru Jensen (1944)
En farce om ’lille fru Jensen’, der tages i skole for at overtræde færdselsreglementet, da hun skal over vejen. Hun må gøre det om og om igen, indtil ’lille Marie’ kommer sikkert i havn.
Ordet ’fumlegænger’ blev i øvrigt opfundet til kampagnen og vakte ifølge DFI så stor forargelse, at fornærmede fodgængere ligefrem skulle været gået rettens vej med anklager om injurier.
Det er så lidt, der skal til (1948)
Hele Danmarks Ib ’Ibbermand’ Schønberg i rollen som hensynsløs cyklist, der slingrer gennem byen, hvor godtfolk må springe for livet, mens eder og forbandelser fyger om ham. Det fortsætter lige indtil hans søn og kone opfordrer ham til at blive et ’paragraf 2-menneske’. Paragraf 2 handlede om at udvise agtpågivenhed og hensynsfuldhed.
Pas på gående – gående pas på! (1960)
Scenen er Københavns rådhusplads med sin brølende trafik anno 1960. Igen en film med ’fumlegængeren’ i hovedrollen. Nu som dagdrømmer, hvilket ikke er ufarligt. Trafiksikkerhed nu i farver.
Hjælp os (1961)
Det er ikke kun børnene, men også ældre, der skal passes på i trafikken. Her en tegnefilm om vigtigheden af at vise hensyn til ældre i trafikken, serveret med poetry slam af multikunstneren Habakuk.
Se flere trafikfilm gennem tiden hos Det Danske Filminstitut.