Hver femte dansker mellem 18 og 69 år går nu med et smartwatch om håndleddet. Et ur med trykskærm og avancerede funktioner, som man kender det fra mobiltelefonen.
Det kan være fristende lige at benytte det, mens man kører bil, frygter Rådet for Sikker Trafik og Forsikring & Pension.
”Hvis uret på armen vibrerer og giver lyd, hver gang man får en besked, kan det være svært at lade være med at læse beskeden. Men det kan være lige så risikabelt at klikke på sit smartwatch og læse sin besked, som hvis man sad med en håndholdt mobil”, siger Lisbeth Sahl Bauditz, seniorprojektleder i Rådet for Sikker Trafik.
Derfor bliver bilister nu advaret i en ny kampagne mod at bruge smartwatches bag rattet. Blandt andet i filmen herunder.
Ulovligt at benytte under kørsel
Et ur på armen er desuden lige så ulovligt at benytte under kørslen som en håndholdt mobiltelefon.
”Man må ikke røre sit smartwatch, når man kører bil. Hvis det kan stemmestyres, eller man har startet et opkald, inden man har startet bilen, så må man benytte det til et opkald, hvor den anden så skal "lægge på". Men det bedste er at betragte det som en håndholdt mobiltelefon og helt at lade være med at benytte uret og i stedet koncentrere sig om at køre bil”, siger Dennis Lange, chefkonsulent i FDM.
Det giver et klip i kørekortet, en bøde på 1.500 kr., og man skal betale 500 kr. til Offerfonden, hvis man taster eller skriver på sit smartwatch f.eks. for at læse eller skrive en besked, mens man kører bil.
Straffen er den samme ved brug at håndholdt mobiltelefon. Den skal være fastgjort, hvis den skal benyttes lovligt under bilkørsel.
Politiet går efter uopmærksomme bilister
I denne uge (14.-20. november) sætter politiet ekstra fokus på de uopmærksomme trafikanter, der benytter håndholdt mobil eller f.eks. skriver eller taster på deres smartwatch under kørslen.
I årets første ti måneder har politikredsene uddelt 18.967 klip i kørekort for brug af håndholdt mobil bag rattet, viser nye tal fra Rigspolitiet ifølge Rådet for Sikker Trafik. Det svarer til ca. 63 om dagen.
I 60 procent af dødsulykkerne i trafikken er der uopmærksomhed eller manglende orientering involveret.
På kortet herunder fremgår antal dræbte personer i ulykker med uopmærksomhed og manglende orientering i perioden 2018-2020 per politikreds:
Oplysninger om antallet af personer med smartwatches er indsamlet af Indeks Danmark/Gallup Marketing. I 2016 var der tre procent af de 18-69-årige danskere, der ejede et smartwatch. Det tal er nu steget til 21 procent.
Vil du modtage FDMs nyhedsbreve?
Tilmeld dig vores nyhedsbreve, hvis du vil holde dig orienteret om bilnyheder og forbrugerhistorier om livet som bilist.