Ordentlighed er en grundpille i FDM og en integreret del af den måde, vi driver forretning på. Derfor arbejder FDM målrettet med indsatsområderne i vores ESG-strategi og vores politik for menneskerettigheder under vores CSR-politik.
På grund af arten af FDM f.m.b.a.’s forretning, findes de væsentligste risici for brud på menneskerettigheder i vores egen drift, primært relateret til arbejdsforhold for FDMs egne medarbejdere samt beskyttelse af privatliv og persondata for vores medlemmer og kunder.
Det er en prioritet for FDM at mindske risici internt, men I FDM ønsker vi at løfte vores samfundsansvar hele vejen igennem vores værdikæder. Derfor anerkender vi også vigtigheden af at sikre, at basale rettigheder overholdes og beskyttes hos vores leverandører og samarbejdspartnere.
Vi anser det derfor som naturligt at indgå i en ærlig og respektfuld dialog med vores leverandører og samarbejdspartnere, for at sikre, at de respekterer menneskerettigheder, arbejdstager-rettigheder og antikorruptions-love samt tager hensyn til klima & miljø, og at de kontinuerligt sikrer IT-sikkerhed og databeskyttelse.
Dialogen supplerer vi med et adfærdskodeks; et Code of Conduct, der præciserer vores værdier og forventninger til os selv og vores omverden.
Grundlaget for FDMs Code of Conduct for leverandører og samarbejdspartnere er FN´s Global Compact og dens ti principper som er en velkendt og anerkendt ramme, suppleret af tre principper omkring IT-sikkerhed og databeskyttelse.
FDMs Code of Conduct for leverandører og samarbejdspartnere understøtter desuden FDMs formål om at forene det individuelle behov for bil med en fælles bæredygtig fremtid. Den fælles bæredygtige fremtid er ligeledes en hjørnesten i FDMs ESG-strategi for 2024-2030.
Indsatsområder
I FDMs ESG-strategi for 2024-2030 arbejder vi med tre hovedtemaer og ni særlige indsatsområder som relaterer sig til vores arbejde med bedre forbrugerbeskyttelse og en bæredygtig fremtid med 1. mio. nulemissionsbiler i 2030.
Et vigtigt indsatsområde i strategien er, at FDM er en ansvarlig organisation med medarbejdere i trivsel. Som en erhvervsdrivende medlemsforening afhænger FDMs legitimitet og eksistensberettigelse af, at vi i FDM agerer ansvarligt og med høj troværdighed. Derfor er det en prioritet for FDM at løfte vores ansvar inden for både miljø & klima (E), sociale forhold (S) og selskabsledelse (G). Det gør vi bl.a. ved at sikre gode og ordentlige forhold internt i FDM, men også eksternt i vores relationer med leverandører og samarbejdspartnere.
FNs Global Compact og de ti principper
FDM forventer, at leverandører og samarbejdspartnere efterlever FN's Global Compacts ti principper:
-
Menneskerettigheder
1. Respekterer og støtter menneskerettighederne
2. Sikrer at de ikke medvirker til krænkelser af menneskerettighederne
-
Arbejdstagerrettigheder
3. Opretholder friheden til organisering og anerkender arbejdstageres ret til kollektive forhandlinger
4. Støtter udryddelse af alle former for tvangsarbejde
5. Støtter afskaffelse af børnearbejde
6. Eliminerer diskrimination i arbejds- og ansættelsesforhold
-
Klima & miljø
7. Støtter en forsigtighedstilgang til miljømæssige udfordringer
8. Tager initiativer til at fremme større miljømæssig ansvarlighed
9. Tilskynder udvikling og udbredelse af miljøvenlige teknologier
-
Antikorruption
10. Modarbejder alle former for korruption, herunder afpresning og bestikkelse
De ti principper forklares og uddybes på UN Global Compact Network Denmarks hjemmeside (eksternt link).
IT-Sikkerhed og databeskyttelse
FDM forventer herudover, at leverandører og samarbejdspartnere efterlever følgende tre IT-sikkerhedsprincipper:
- Beskyttelse af data: Gældende datalovgivning skal efterleves og passende foranstaltninger skal foretages bl.a. mhp. at forhindre uautoriseret adgang til data med relation til FDM.
- Forebyggelse af cyberangreb: Der skal løbende tages passende sikkerhedsforanstaltninger mhp. at forebygge cyberangreb og beskytte IT-løsninger.
- Bevidsthed og uddannelse: Relevante medarbejdere skal være bevidste om risici ved manglende IT-sikkerhed og databeskyttelse og sikres tilstrækkelig træning eller uddannelse til at opretholde en passende IT-sikkerhed og databeskyttelse.
Overholdelse og redegørelse
FDM forventer og forudsætter, at leverandører og samarbejdspartnere overholder gældende lovgivning og regelsæt samt efterlever branche-relevante standarder og krav inden for menneske- og arbejdstagerrettigheder, klima & miljø, antikorruption samt IT-sikkerhed.
Vi anerkender, at vores fokus på ESG ikke nødvendigvis er identisk med vores leverandører og samarbejdspartneres indsatser. Ikke desto mindre er det FDMs forventning, at vores leverandører og samarbejdspartnere inkl. moderselskaber, datterselskaber og andre tilknyttede virksomheder overholder alle elementer af denne Code of Conduct og ikke modarbejder FDMs værdigrundlag.
Som led i at fastholde vores troværdighed søger FDM en åben og respektfuld dialog med vores leverandører og samarbejdspartnere om at identificere og håndtere eventuelle risici, før de opstår.
Manglende overholdelse af denne Code of Conduct kan føre til, at FDM kræver en redegørelse fra den pågældende leverandør eller samarbejdspartner og kan også have kontraktlige konsekvenser.
Vedligeholdelse
Indholdet af FDMs Code of Conduct gennemgås løbende af FDM og vil blive tilpasset udviklingen i vores omverden.
I kontrakter og aftaler med leverandører og samarbejdspartnere kan FDM henvise til gældende Code of Conduct for samarbejdspartnere og leverandører på FDM.dk under FDMs samfundsansvar.