Juridisk assistent til Juridisk Rådgivning i FDM

Brænder du for at rådgive andre til at stå bedre juridisk? Vil du under kontinuerlig sparring udvikle dine kommunikationsevner og din faglighed, og ønsker du ansvar, allerede inden du bliver jurist? Så har vi det perfekte studiejob til dig!
Medarbejdere i foyeen

Som juridisk assistent hos FDM kommer du til selvstændigt at rådgive vores medlemmer inden for en bred forbrugeretlig pallette – herunder særligt køberet, aftaleret, forbrugeraftaleret, erstatningsret, forsikringsret, leasing, finansiering, færdselsret, parkeringssager m.m. På baggrund af det store ansvar der følger med som juridisk assistent, får du rig lejlighed til at udvikle dine kompetencer og anvende teorien i praksis.

Da vi er en stor afdeling, som altid har travlt, søger vi løbende nye dygtige jurastuderende til vores team.

Du vil indgå i et fagligt stærkt samarbejde i vores juridiske afdeling bestående af ti jurister og advokater samt ca. 16-18 andre jurastuderende. Vi arbejder i lyse og åbne kontorrum i Lyngby. På kontoret har vi en uformel og humoristisk omgangstone. Det giver nem adgang til kollegaerne og til faglig sparring med FDM’s jurister og advokater.

Vil du høre mere om stillingen? Så kan du møde en af vores juridiske assistenter her

Lidt om dig

Vi forventer, at du har færdiggjort 1. år af bacheloren på jura eller erhvervsjura. Du er glad for at læse jura og har et højt fagligt niveau. Samtidig er du god til at omsætte din faglige viden til et letforståeligt sprog. Du er drevet af et ønske om at hjælpe andre, at finde gode løsninger på problemstillingerne, og at gøre en forskel. Du er selvstændig og ikke bange for at tage ansvar. Du skriver og taler et fejlfrit dansk. Kan du andre sprog, er det kun en fordel.

Vi tilbyder

Et lærerigt og studierelevant job med fokus på din faglige og kommunikative udvikling, herunder:

  • Et trinvist oplæringsforløb med fokus på opbygning af faglig viden, formidling og en gradvis indføring i selvstændig sagsbehandling
  • Kontinuerlig faglig udvikling – herunder deltagelse på FDMs Juridiske Akademi (på niveau svarende til obligatorisk efteruddannelse for advokater)
  • Mulighed for faglig sparring i forbindelse med dit studie, fx ved bachelor- eller specialeskrivning hvis det er inden for vores fagområde
  • Fleksibel arbejdstid på ca. 15 timer fordelt på to dage om ugen.

Derudover har vi træningsfaciliteter, en aktiv medarbejderforening, der arrangerer masser af sjove aktiviteter og fester, og så nyder vi godt af en lækker kantineordning og rigtig god kaffe.

Vil du høre mere om stillingen? Så kan du møde en af vores juridiske assistenter her

Finder du dette interessant?

Så skriv en ansøgning med et par ord om dig selv og din motivation for at søge stillingen og vedlæg dit CV og kopi af eksamensresultater.

Vi modtager kun ansøgninger via den elektroniske ansøgningsformular.

Søg uopfordret

Vi har ingen ansøgningsfrist, da vi indkalder til samtaler løbende. Vi glæder os meget til at høre fra dig.

Om os
I FDM arbejder vi for at forene de individuelle behov for bil med en fælles bæredygtig fremtid. Vi er Danmarks største interesse- og forbrugerorganisation med 269.000 medlemmer og vi er 350 ansatte og knap 200 timelønnede fordelt i hele Danmark, med hovedsæde i Lyngby.

Vores arbejde tager udgangspunkt i tre kerneværdier; troværdighed, modig og medlemsværdi. Vores troværdighed er vores sjæl og stærkeste DNA. Samtidig vil vi flytte Danmark, og det kræver vi er modige. Og som en erhvervsdrivende medlemsforening, er vi sat i verden for at skabe værdi til vores medlemmer.

Det gør vi bl.a. ved at yde juridisk og teknisk bistand i sager omkring biler og trafik og varetage bilisternes interesse i trafik- og forbrugerpolitiske spørgsmål. Vi arbejder bl.a. for en afvikling af registreringsafgiften, bedre trafiksikkerhed, mere hensynstagen til miljøet, bedre infrastruktur og bedre forbrugersikkerhed. FDM driver endvidere test og bilsyn, køretekniske anlæg, vejhjælp, forsikringsselskab, fordelsprogram og har rejsebureauer over hele Danmark.