Spring til hovedindhold
Logo

Cyber Security Specialist til FDM

Brænder du for IT-drift og har du interesse for cybersikkerhed? Vil du arbejde hands-on med systemer, infrastruktur og sikkerhed i praksis, og samtidig udvikle dine kompetencer inden for informationssikkerhed? Så er du måske vores nye Cyber Security Specialist!

Søg stilling
To FDM medarbejdere ser på en computerskærm

FDMs IT-organisation er i gang med en spændende udvikling, hvor vi styrker både vores drift og vores sikkerhedsniveau. Derfor søger vi en Cyber Security Specialist med fokus på sikkerhed, som kan indgå i den daglige drift og samtidig være med til at løfte vores sikkerhedsarbejde over tid.

Du bliver en del af afdelingen IT Security & Operations, hvor vi arbejder tæt sammen på tværs af drift og sikkerhed. Her vil du få en vigtig rolle i at sikre stabil drift, samtidig med at du bidrager til implementering af sikkerhedstiltag og opbygning af vores sikkerhedsprocesser.

Stillingen er oplagt for dig, der har en stærk teknisk baggrund og interesse for sikkerhed og som ønsker at udvikle dig yderligere inden for området.

Dine primære arbejdsområder

Du får en bred og operationel rolle, hvor du arbejder tæt sammen med kolleger i drift og infrastruktur. Dine opgaver vil bl.a. være:

  • Drift og teknisk sikkerhed: Arbejde med drift, vedligeholdelse og optimering af IT-miljøet, herunder implementering af sikkerhedstiltag (fx endpoint-sikkerhed, patching, sårbarhedshåndtering, adgangsstyring og overvågning).
  • Samarbejde med operations: Indgå som en aktiv del af driftsopgaver og projekter på tværs af IT, hvor sikkerhed tænkes ind som en naturlig del af løsningerne.
  • Sårbarhedshåndtering: Identificere og følge op på sårbarheder i samarbejde med teamet og sikre løbende forbedringer.
  • Beredskab og stabil drift: Bidrage til at sikre høj oppetid og robusthed i vores systemer.
  • Sikkerhedsarbejde i praksis: Deltage i arbejdet med risikovurderinger, sikkerhedsprocesser og mindre governance-opgaver i takt med din udvikling i rollen.

Du vil få mulighed for gradvist at tage mere ansvar inden for sikkerhedsområdet, afhængigt af din erfaring og interesse.

Om dig

Vi søger en praktisk orienteret og nysgerrig profil, som trives med både drift og udvikling. Vi forestiller os, at du:

  • Har erfaring med IT-drift, infrastruktur eller endpoint management.
  • Har interesse for cybersikkerhed og måske allerede har arbejdet med sikkerhed i praksis.
  • Har kendskab til – eller interesse for – områder som sårbarhedshåndtering, adgangsstyring eller sikkerhedsovervågning.
  • Gerne har stiftet bekendtskab med rammeværk som CIS18, NIST eller lignende (ikke et krav).
  • Arbejder struktureret og trives med at få ting til at fungere i praksis.
  • Er samarbejdsorienteret og kan kommunikere med både teknikere og forretning.
  • Har lyst til at udvikle dig inden for sikkerhedsområdet over tid.

Som Thomas, en kommende kollega fra teamet, fortæller: ”vi har rigtig god plads til at udtænke, eksperimentere med, og implementere de løsninger vi finder bedst, og ikke kun dem der lige akkurat teknisk set løser en opgave. Det giver en spændende og lærerig arbejdshverdag.”

Hvad får du i en stilling hos os i IT Security & Operations?

  • En alsidig rolle med både drift og sikkerhed i fokus.
  • Gode muligheder for kompetenceudvikling inden for cybersikkerhed.
  • Et miljø i udvikling, hvor du får ansvar og kan præge løsningerne.
  • Et stærkt team med engagerede kolleger og en uformel omgangstone.

Om afdelingen

Stillingen er forankret i afdelingen IT Security & Operations. Du bliver en del af et team på 9, som tilsammen varetager Security, Operations og Servicedesk. Teamet er en del af FDMs IT-division der består af ca. 40 medarbejdere på vores kontor i Lyngby samt to offshore-udviklingsteams. Vi arbejder med alt fra drift og infrastruktur til applikationsudvikling, digitalisering og projektledelse. IT-divisionen dækker en bred vifte af applikationer, fra medlemsrettede til underliggende forretningsapplikationer og integrationer til vores partnere.

Du bliver en del af en IT-division i vækst, hvor vi har fokus på at styrke vores rammer og processer og vi er nået langt i vores roadmap med at skifte til nye teknologier. Alt sammen for at sikre, at vi kan varetage de mange spændende digitaliseringsopgaver der ligger foran os.

På kontoret i Lyngby sidder vi fysisk sammen i åbne kontorer, der gør det nemt at vidensdele og arbejde tæt sammen på tværs af afdelingerne i IT. Vi har en løsningsorienteret tilgang til opgaverne og har en åben og uformel omgangstone, hvor humøret er højt og hvor hverdagen er præget af at vi er sat i verden for at skabe værdi.

Er du i tvivl, om du skal søge jobbet? Søg alligevel!

I FDM har vi desuden et blik for og en målsætning om at fremme ligestilling og mangfoldighed, fordi vi tror på, at det gør os til en bedre arbejdsplads og giver bedre resultater. Så du skal være meget velkommen til at søge en stilling hos os uagtet din etnicitet, køn, seksuel orientering, handicap, religion eller alder.

Vi tilbyder

I FDM bliver du en del af et mangfoldigt fagligt miljø, hvor vi alle er passionerede for vores områder og arbejder sammen om hele tiden at blive lidt bedre, til glæde for vores medlemmer og kunder. Derfor er udvikling i jobbet, videndeling og kompetenceudvikling en naturlig del af hverdagen.

Som arbejdsplads vægter vi trivsel og fleksibilitet højt, og vi måler og følger op på trivslen flere gange om året for at sikre de bedst mulige rammer for dit arbejdsliv. Vores målsætning er, at du har spændende og udviklende opgaver, som udføres i et godt samarbejde med kollegaer og leder, og at du oplever en fornuftig balance ift. dit privatliv.

Du tilbydes en lønpakke, som matcher dine kvalifikationer og erfaring, herunder pensions- og gruppelivsordning samt helbredsforsikring. Du kan se frem til 6 ugers ferie/feriefri, ligesom du vil have fri med løn grundlovsdag samt 24. og 31. december. Barslende medarbejdere har desuden 22 uger med fuld løn ifm. barsel, så du som medarbejder er økonomisk ligestillet, hvad end du skal være far eller mor.

Du får selvfølgelig også et medlemskab af FDM, ligesom du kan melde dig ind i vores personaleforening FDM Team, som løbende afholder diverse medarbejderarrangementer, og som giver adgang til vores motionsrum.

Søger du en stilling i FDM-huset, holder vi til tæt på Lyngby centrum i lyse og åbne lokaler, hvor der er mulighed for gratis parkering. Her nyder vi godt af kvalitetskaffe, og vores køkken sørger for varieret og sund mad til frokost, ligesom du kan købe morgenmad til en god pris.

Yderligere information

Vi forventer tiltrædelse snarest muligt.

Vi behandler indkomne ansøgninger løbende, og vi glæder os til forhåbentligt snart at modtage din. Du ansøger via vores digitale rekrutteringsportal, som du finder et link til her på siden.

Hvis du har nogle spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte vores Head of IT Operations & Security, Michael Møller Kristensen på mail mimk@fdm.dk eller telefon +45 45 27 01 24.

Om os

FDM er en erhvervsdrivende medlemsforening og den primære interesseorganisation for danske bilister. Som privat, uafhængig forening er FDM en hovedaktør på det trafikpolitiske område og dertil Danmarks største interesse- og forbrugerorganisation med over 284.000 husstande som medlemmer. FDM har siden grundlæggelsen i 1909 opbygget en dominerende position i markedet og anses for en autoritet i relation til debatten om forbruger- og trafikpolitiske forhold.

Som erhvervsdrivende medlemsforening med en omsætning på +700 mio. kr tilbyder FDM også et omfattende medlemsprogram. FDMs portefølje af produkter inkluderer bl.a. juridisk og teknisk rådgivning, Motor (Danmarks største bilmagasin med 398.000 læsere), vejhjælp, FDM forsikringer i samarbejde med Tryg, FDM travel, FDM test og bilsyn, strøm og ladeløsninger og køretekniske kurser på foreningens to køretekniske anlæg, FDM Jyllandsringen og FDM Sjællandsringen. FDM har hovedsæde i Lyngby og beskæftiger 350 medarbejdere fordelt på 30 adresser i Danmark.