Spring til hovedindhold
Logo

Senior Commercial Manager, Medlemskab

Vil du være med til at udvikle et medlemskab, der skaber endnu mere værdi for både medlemmerne og FDM? Vi søger en Senior Commercial Manager, der med afsæt i data og medlemsadfærd skal udvikle medlemsmodel, prissætning og værditilbud og være med til at sætte retningen for fremtidens FDM-medlemskab.

Søg jobbet
Tre FDM medarbejdere i mødelokale

Vær med til at definere, hvad et FDM-medlemskab skal være – og hvad det skal koste

Hvad skal et FDM-medlemskab indeholde om tre år? Hvad skal det koste, hvem er det til, og hvordan sikrer vi, at hvert eneste medlem oplever, at de får mere værdi, end de betaler for? Det er de spørgsmål, du kommer til at eje som vores nye Senior Commercial Manager for Medlemskab.

FDM har i mere end 115 år været bilisternes stærke fællesskab og er i dag større end nogensinde med 284.000 medlemmer. Den position tager vi ikke for givet. Bilisternes behov, konkurrencen og forventningerne til medlemskaber stiger. Derfor står Medlemskab midt i en ambitiøs udviklingsrejse, hvor vi bygger videre på den stærke medlemsbase og former fremtidens FDM-medlemskab. Vi udvikler en ny medlemskabsmodel, der samler FDMs værditilbud omkring medlemmernes behov og skaber fundamentet for både stærkere medlemsværdi, øget loyalitet og fremtidig vækst. Du får en central rolle i at forme og implementere denne nye virkelighed.

Din plads i Medlemskab

Du bliver en del af afdelingen Medlemskab, hvor vi blandt andet har ansvaret for medlemsbasen. Du ejer selve produktet: medlemskab, prissætningen og value proposition, og indgår i et tværgående samarbejde med marketing, channel management, medlemsservice, backoffice, produktområder mv. Du får en central og synlig rolle med direkte adgang til ledelsen, og dine anbefalinger kommer til at forme, hvordan FDM investerer i og videreudvikler et af sine kerneprodukter: medlemskabet.

Din rolle: ejerskab over medlemskabet som produkt

Som Senior Commercial Manager har du det overordnede ansvar for at udvikle og sammensætte FDMs medlemsbase, og for at maksimere medlemsværdi og livstidsværdien gennem et stærkt værditilbud og en skarp medlemskabsmodel. Du ejer medlemsskabsmodellen end-to-end fra et produkt- og prisperspektiv, og kan med data og indsigt svare på, hvorfor medlemmer bliver, hvorfor de går, og hvad der skal til for at flytte de tal i den rigtige retning.

Dine ansvarsområder

  • Udvikle og optimere FDMs medlemskabsmodel, herunder pakker, prissætning og indhold
  • Indsigt i medlemsadfærd, herunder customer lifetime value (CLV) og brug af FDMs ydelser
  • Identificere og prioritere medlemssegmenter med størst kommercielt potentiale
  • Løbende udvikle og optimere FDMs value proposition, så den matcher medlemmernes behov
  • Udvikle og sammensætte medlemsbasen i tæt samspil med Channel Management og Marketing
  • Bidrage med data og forretningsindsigt til fælles projekter og beslutningsoplæg for ledelsen

Du lykkes i rollen, når du…

  • Skaber en medlemskabsmodel og prissætning, der maksimerer både medlemsværdi og indtjening
  • Kan dokumentere fremgang i CLV, ARPU og aktiveringsgrad blandt medlemmerne
  • Bidrager til lavere churn gennem et skarpere og mere relevant value proposition
  • Har en god forståelse af medlemsbasen og dens udvikling
  • Skaber stærke relationer og bygger bro til den øvrige organisation for at omsætte indsigter til handling
  • Understøtte et tæt samarbejde med interne stakeholders om ydelser og services

Vi forestiller os, at du har…

  • En relevant videregående uddannelse inden for business, marketing, økonomi eller tilsvarende.
  • Solid erfaring med produkt-, medlemskabs- eller pricingansvar, gerne fra en abonnements- eller medlemskabsbaseret forretning.
  • Erfaring med segmentering, CLV-analyser og datadrevet udvikling af værditilbud.
  • Stærke analytiske kompetencer og evne til at omsætte data til klare kommercielle anbefalinger.
  • Erfaring med både strategisk produktudvikling og operationel eksekvering.

Som person er du…

  • Kommercielt stærk og nysgerrig på, hvad der skaber værdi for både medlem og forretning.
  • Analytisk og datadrevet, men lige så optaget af historien bag tallene.
  • Selvstændig og god til at tage ejerskab over et komplekst produktområde.
  • God til at samarbejde på tværs og skabe fælles retning med andre fagligheder.
  • Udviklingsorienteret og motiveret af at bygge noget, der bliver bedre, år for år.

Er du i tvivl, om du skal søge jobbet? Søg alligevel!

I FDM har vi desuden et blik for og en målsætning om at fremme ligestilling og mangfoldighed, fordi vi tror på, at det gør os til en bedre arbejdsplads og giver bedre resultater. Så du skal være meget velkommen til at søge en stilling hos os uagtet din etnicitet, køn, seksuel orientering, handicap, religion eller alder.

Det kan du forvente hos FDM

I FDM bliver du en del af et mangfoldigt fagligt miljø, hvor vi alle er passionerede for vores områder og arbejder sammen om hele tiden at blive lidt bedre til glæde for vores medlemmer og kunder. Derfor er udvikling i jobbet, videndeling og kompetenceudvikling en naturlig del af hverdagen.
FDM er en erhvervsdrivende medlemsforening, og vi har sat os for at være modige, troværdige og skabe medlemsværdi i vores hverdag og i vores målsætninger. Hos os betyder det, at vi skal turde tænke stort og være ambitiøse, men også at vi skal rykke sammen, hjælpe hinanden og skabe resultater i fællesskab. Vi skal søge nye løsninger, udfordre “plejer” og være nysgerrige på at lære nyt. For vi tror på, at vi kommer bedst i mål, når vi sætter os selv i spil, læner os ind mod hinanden og tager ansvar for både opgaven og samarbejdet.

Som arbejdsplads vægter vi engagement højt, og vi måler og følger op på engagementet flere gange om året for at sikre de bedst mulige rammer for dit arbejdsliv. Vores målsætning er, at du har spændende og udviklende opgaver, som udføres i et godt samarbejde med kollegaer og leder, og at du oplever en fornuftig balance i forhold til dit privatliv.

Du tilbydes en lønpakke, som matcher dine kvalifikationer og erfaring, herunder pensions- og gruppelivsordning samt helbredsforsikring. Du kan se frem til 6 ugers ferie/feriefri, ligesom du har fri med løn grundlovsdag samt 24. og 31. december. Barslende medarbejdere har desuden 22 uger med fuld løn i forbindelse med barsel, så du som medarbejder er økonomisk ligestillet, hvad enten du skal være far eller mor.

Du får selvfølgelig også et medlemskab af FDM, ligesom du kan melde dig ind i vores personaleforening FDM Team, som løbende afholder forskellige medarbejderarrangementer og giver adgang til vores motionsrum.
Søger du en stilling i FDM-huset, holder vi til tæt på Lyngby centrum i lyse og åbne lokaler med mulighed for gratis parkering. Her nyder vi godt af kvalitetskaffe, og vores køkken sørger for varieret mad til frokost.

Er du vores nye kollega?

Send din ansøgning og dit CV, så vi kan tage den næste snak om, hvordan du kommer til at forme FDMs medlemskab i årene, der kommer. Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Anders Sørensen på e-mail ands@fdm.dk

Vi holder samtaler løbende, så send din ansøgning hurtigst muligt og senest 30. september.

Om os

FDM er en erhvervsdrivende medlemsforening og den primære interesseorganisation for danske bilister. Som privat, uafhængig forening er FDM en hovedaktør på det trafikpolitiske område og dertil Danmarks største interesse- og forbrugerorganisation med over 284.000 husstande som medlemmer. FDM har siden grundlæggelsen i 1909 opbygget en dominerende position i markedet og anses for en autoritet i relation til debatten om forbruger- og trafikpolitiske forhold.

Som erhvervsdrivende medlemsforening med en omsætning på +700 mio. kr tilbyder FDM også et omfattende medlemsprogram. FDMs portefølje af produkter inkluderer bl.a. juridisk og teknisk rådgivning, Motor (Danmarks største bilmagasin med 398.000 læsere), vejhjælp, FDM forsikringer i samarbejde med Tryg, FDM travel, FDM test og bilsyn, strøm og ladeløsninger og køretekniske kurser på foreningens to køretekniske anlæg, FDM Jyllandsringen og FDM Sjællandsringen. FDM har hovedsæde i Lyngby og beskæftiger 350 medarbejdere fordelt på 30 adresser i Danmark.