
Den nye Peugeot 308 dukker til sommer op i en stationcarversion, der som altid hos Peugeot får efternavnet SW. Modsat forgængeren er der nu kun plads til fem personer i alle varianter, men med en forlænget akselafstand og et gigantisk bagagerum er brugsværdien øget betydeligt i forhold til den almindelige 308er.
LÆS OGSÅ: Motors test af konkurrenten Skoda Octavia

Lang akselafstand i Peugeot 308 SW
Den nye Peugeot 308 SW har samme bredde og højde som den almindelige udgave, men længden er øget med 33 cm, og heraf er akselafstanden øget med 11 cm. Det giver fine pladsforhold ved bagsædet, men Peugeot har ikke benyttet alle 11 cm til bedre knæplads, idet den kun er forbedret med tre cm.
LÆS OGSÅ: Motors test af konkurrenten Honda Civic

I Peugeot 308 SW kan pladsen let øges ved at lægge bagsæderne ned. Det foregår utroligt elegant ved at hive i et udløsergreb enten på selve ryglænet eller fra bagagerummet. Gør man det, glider sædehynden selv lidt ned, så bagsæderyglænet kan blive helt plant med gulvet i bagagerummet. Det er nemt og virkelig noget, man kan sætte pris på i hverdagen. Sikkerheden er i øvrigt udbygget med fine aluskinner i gulvet, hvori de forskydelige forankringsøjer er fæstnet.
Under gulvet findes et pænt rum på 54 liter, som dog er medregnet i de 610 liter.
Helt nyt motorprogram i Peugeot 308 SW
Sammen med den nye stationcar udvides motorprogrammet ret betragteligt, idet de nye trecylindrede benzinmotorer med turbolader for første gang ser dagens lys. De er på 1.2 liter, og kommer i to versioner med hhv. 110 og 130 hk, der begge kører op til 20,5 km pr. liter.
LÆS OGSÅ: Motors stortest af Peugeot 308

Udover de nye motorer, som i øvrigt opfylder de kommende Euro-6 normer, kommer der også helt nye automatgearkasser, der er udviklet sammen med japanske Aisin. De erstatter de tidligere selvskiftende robotgear, som har haft svært ved at slå sig fast på markedet. De nye automatgearkasser fås til både de nye trecylindrede benzinmotorer og til dieselmotorerne på 1.6- og 2.0-liter.
Peugeot 308 SW er en velbygget stationcar

Dieselversionerne er også imponerende med et generelt meget lavt støjniveau og en letkørthed, der skyldes motorens enorme drejningsmoment ved lave omdrejninger. Vi gætter dog på, at de nye benzinmotorer vil overtage en større og større del af dieselandelen, da de både er billigere i anskaffelse og i ejerafgift, og da de stort set kører lige så langt på literen som dieselversionerne.
I alle tilfælde bør man unde sig selv en tur i en udgave med det nye automatgear. Det er yderst velfungerende, og bliver merprisen rimelig, er det noget, man bør gå efter.

Særligt den oplevede kvalitet af interiøret imponerer, og sammen med en god brugsværdi, et godt udsyn, et flot design og en typisk gunstig købspris, må man forvente, at Peugeot 308 kommer til at kravle op på salgslisten.