Kia Rio - Premium under pres
Biltest
26. marts 2018

Foto: Karsten Meyland Lemche

Kia Rio er en rummelig bil i miniklassen med et højt sikkerhedsniveau. Topmodellen Premium byder på lædersæder og har et pænt udstyrsniveau, men den udfordres – indefra.
Kia Rio
FDMs ekspertvurdering

Fordele
Udstyr / Dansk talle / Syv års garanti
Ulemper
Pris / Dækstøj / Udsyn skråt bagud
Pris
213.979 kr.
Maks. effekt
120 hk
Ens hjerte kan godt banke for luksus, selvom man køber en lille bil. Til dem – os! – har Kia lanceret Rio i en Premium-version, hvor du blandt andet kan glæde dig over lædersæder, klimaanlæg og et godt navigationsanlæg, der ikke bare har danske tekster, men også dansk tale. Kun afsavnet af adaptiv fartpilot springer mest i øjnene for udstyrsfetichisten.
Motor anbefaler, at man vælger en minibil med automatisk nødbremse, som Kia Rio også har.
I Rio er sikkerheden prioriteret højt med en god nødbremse og trygheden for ejeren med en lang garanti på hele syv år. Alligevel er den presset på markedet. Mange konkurrenter har lanceret helt nye modeller indenfor de seneste år, og det gør konkurrencen benhård!
Læs også: Motors test af VW Polo - seksstjernet minibil
Med konkurrenterne i baghovedet mærkes et par markante svage punkter i Rio: Dækstøj og udsyn skråt bagud. Dækstøjen er til stede uanset fælgstørrelse, og udsynet er hæmmet af en stor c-stolpe.

Der er god fralægningsplads i Rio-kabinen, især er rummet foran gearstangen til mobil, nøgler og pung ganske praktisk. Smart integration af klimaanlægget i midterkonsollen.
Velkørende, men motoren hænger
Rio er sporsikker, og i forhold til tidligere generationer føles styretøjet mere naturligt. Affjedringen er velafstemt og med god komfort.
Motoren trækker også fint, men i forhold til klassens bedste – i Seat Ibiza, Skoda Fabia og VW Polo – virker den ikke lige så fleksibel under acceleration. Og i Motors forbrugsmåling er den blandt de mindst økonomiske med 18 km/l. Her kører de bedste – f.eks. Skoda Fabia og Suzuki Swift – 23 km/l.
Interesseret i en Kia Rio? Find din Rio på FDM biler.dk

Apple CarPlay breder sig til de fleste nye biler, og Kia har det i mange af deres modeller. Systemet fungerer godt til hverdag, dog er navigationsdelen ikke så fleksibel. Android Auto er på vej.
I forhold til den konkrete model er den største udfordring, at der er kommet en Rio-kampagnemodel. Navnet er Attraction, og her får du blandt andet klimaanlæg, bakkamera og 7” trykfølsom skærm med Apple CarPlay og Android Auto (når det kommer).
Væk er primært lædersæder og navigation. Kan du undvære lædersæderne og leve med navigation gennem CarPlay eller direkte på mobilen, kan du til gengæld spare 50.000 kr. Effekten falder også fra 120 til 100 hk, men det er ikke det store savn ved almindelig kørsel.
Masser af alternativer
Minibilsklassen er stadig danskernes foretrukne, og der er mange biler om buddet. Motor anbefaler, at man vælger en minibil med automatisk nødbremse, som Kia Rio også har.

Læssehøjden er blandt de højere i klassen, og selve bagagerummet er på 325 liter. Det er i den bedre halvdel, men de største er nu på 350 liter.
Vil du have et par andre anbefalinger i klassen, vil vi pege på Suzuki Swift med nødbremse som tilvalg. Den er overraskende rummelig. I Ford Fiesta skal nødbremsen også tilvælges.
Læs også: Motors test af Ford Fiesta - musikalsk og dynamisk minibil
Bedste allrounder er Seat Ibiza eller VW Polo. Sidstnævnte er klassens mest kompetente bil med bedste plads, smarte tekniske løsninger og mange udstyrsmuligheder.