Logo

Hyundai Ioniq bliver grønt trekløver

Tests

Prøvekørsel

4. maj 2018

Hyundai Ioniq forfra

Foto: Torben Arent

Torben Arent

Er du bange for, om en elbil holder distancen, er Plug-in-udgaven af Hyundai Ioniq måske løsningen. Den giver dog ikke ægte elbilsfornemmelse.

KØBENHAVN Strøm på tre måder er den usædvanlige egenskab ved Hyundais Ioniq-familie. Som den første bil nogensinde tilbydes Ioniq i tre elektriske versioner: ren elbil, traditionel hybrid og opladningshybrid. Kia kan sidst på året tilbyde det samme i Niro.

Trekløveret er nu komplet, efter at opladningshybriden som den sidste er klar til danske kunder. Det er en interessant bil, særligt da den koster præcis det samme som de to andre versioner.

Læs også: Motors test af Hyundai Ioniq som hybridbil

Motor mener

Ioniq som opladningshybrid er en velfungerende og ganske billig, grøn bil. Men det går ud over det kunstneriske indtryk, at benzinmotoren blander sig, når man vil køre på el.

De grønne egenskaber er på papiret rigtig fine med en officiel rækkevidde på strøm på 63 km. Køreoplevelsen byder på gode præstationer og fin komfort, men man må finde sig i, at benzinmotoren starter af og til for at holde kabinen varm. Det skete bl.a. på Motors første tur, hvor bilen stod ved ca. 15 grader i en parkeringskælder.

Det er særlig ærgerligt, når man starter og går glip af elbilens elegante lydløshed. Årsagen er, at Hyundai har undladt at forsyne bilen med en energieffektiv varmepumpe.

Lækkert gear

Benzinmotoren går også i gang, når elmotorens 60 hk ikke rækker. Det er især ved hastigheder omkring 110-130 km/t. og mellemkraftige accelerationer, som f.eks. når man accelererer ind på en motorvej.

Hyundai Ioniq kabine

Førerpladsen er ikke nævneværdig anderledes end i de øvrige Ioniq-varianter.

Det gør mindre, for her dominerer motorlyden ikke. Det trækker op i køreoplevelsen, at bilen har dobbeltkoblingsgear.

Få overblik over opladningshybriderne på det danske marked på FDM biler.dk

I den almindelige hybrid ligger batteriet under bagsædet. Det samme gør det her, og det er samme batteri, som ikke kan oplades fra stikkontakten.

Men derudover ligger der i opladningshybriden et separat, stort batteri undre gulvet.

Det betyder, at bunden af bagagerummet er hævet, så rummeligheden er skrumpet en smule til 341 liter. Den indbyggede 3,3 kW-lader sørger for fuld opladning på to en kvart time.

Et andet kompromis er, at multilink-ophænget bagtil fra de andre Ioniq-versioner er sparet væk af pladshensyn. Ophænget er i stedet af en mere enkel type.

Hyundai Ioniq fra siden

Opladningshybriden i Ioniq-familien ligner til forveksling den almindelige hybrid. Der er tilføjet et strømdæksel på venstre forskærm. Benzindækslet sidder også til venstre, men bagest.

Flot udstyret

Garantien er Hyundais sædvanlige flotte med fem år uden km-begrænsning. Serviceintervallet hedder ét år eller 15.000 km.

Grundudgaven til yderst moderate 264.000 kr. er rigtig pænt udstyret, mens topversionen til 30.000 kr. ekstra topper op med LED-forlygter, digitalt instrumenthus, nøglefri adgang/start, blindvinkelalarm og bakadvarsel mod tværgående trafik.

Læs også: Motors test af VW Golf GTE

Hyundai har store forhåbninger til Ioniq. Omkring 1.500 styk tror den danske importør, man kan sælge i år. Heraf anslås halvdelen af være opladningshybrider og 40 procent ren elbil.

Hyundai Ioniq Plug-In

1.6 GDI Trend (Plugin-hybrid, benzin+el)
Hyundai Ioniq bagfra

Fordele

Komfortabel / Rækkevidde på el / Garanti

Ulemper

Benzinmotor blander sig / Bagageplads / Ingen app-fjernkontrol

Pris

263.975 kr.

Maks. effekt

141 hk