Logo

DS 3 Crossback - med på e-moden

Tests

Prøvekørsel

16. oktober 2019

DS 3 Crossback E-tense er en elektrisk mini-SUV. Den ligner fuldkommen de øvrige DS3 udgaver, men har en elmotor, der trækker på forhjulene i stedet for de øvrige benzin- og dieseludgaver. Rækkevidden er 340 km.

Foto: Karsten Meyland Lemche

Søren W. Rasmussen

Den nye DS 3 Crossback E-tense kombinerer på sjælden vis luksuriøs indretning, avanceret teknik med den moderne elbil.

Motor mener

DS har på fin vis formået at genskabe sit image som et fransk luksusbrand. Med introduktionen af elbilen E-tense placerer DS 3 Crossback sig dermed som en grøn, fransk luksusbil i miniklassen.

TANNISBY DS har i den grad forstået at skabe en særlig ramme for både mærket og mærkets modeller, som ganske vist stammer fra Citroën- og Peugeot-familien, men som alligevel fremstår med egne ambitioner om at være bilverdenen „haute couture“.

Den nye DS 3 Crossback er derfor en bil, der skal opleves i levende live, så man kan fornemme, at den vil noget helt andet end de fleste andre bilmodeller.

Læs også: Motors prøvekørsel af Peugeot e-208 - elektrisk folkebil

Det er et halvt års tid siden, at DS 3 Crossback dukkede op i benzin- og dieseludgaver, men nu er den meget interessante el-udgave af bilen klar. Her hedder den E-tense, og den deler hele vejen igennem teknik med el-udgaven af Peugeot 208.

Det vil sige, at bilen har en elmotor med 136 hk, der trækker på forhjulene, og som får strøm fra et batteri på 50 kWh. Det giver en rækkevidde på hele 320 km efter den nye WLTP-norm, og det er flot.

DS 3 elbil kabine

Førerpladsen er flot udformet med knapper og mønstre med de typiske DS-rhomber. Den store skærm er kun standard på de bedst udstyrede versioner.

Hurtig at lade op

Køredynamisk imponerer el-udgaven, og man fornemmer, at bilen også på dette punkt lægger sig på et niveau, der kildrer. Særligt er det lave støjniveau bemærkelsesværdigt.

I lighed med mange andre elbiler er accelerationen imponerende, og med to niveauer for motorbremsning kan man vælge, at bilen skal motorbremse kraftigt, og dermed generere en hel del strøm, hver gang man slipper speederen.

Læs også: Motors test af DS 3 - excentrisk egobil

DS 3 Crossback E-tense kan lades op på vejen med op til 100 kW via en lynlader, og det giver op til 9 km ekstra rækkevidde pr. minut. På en halv time er batteriet ladet op fra nul til 80 procent.

Hjemme kan bilen lades op fra en ladeboks med tre faser á 16 Ampere, hvilket modsvarer en effekt på 11 kW. Det gør det muligt at lade bilen helt op på ca. fem timer.

Vi kender endnu ikke prisen, men gætter på et niveau lidt over 300.000 kroner, og det er bestemt attraktivt, så længe elbilerne er fritaget for afgift herhjemme.

Flere foto og data

DS 3 Crossback

E-tense (El)
DS 3 Crossback E-tense bagfra

Fordele

Støjsvag / Letkørt / Rækkevidde

Ulemper

Bagsædeplads / Ingen påhængsvægt / Ikke tre års garanti

Pris

300.000 kr.

Rækkevidde (WLTP)

340 km

Maks. effekt

136 hk