DS 3 Crossback - excentrisk egobil
Motors vurdering
DS3 Crossback
- Design
- Komfortabel
- Udstyrsniveau
- Underlige knapper
- Stor blind vinkel
- Ikke tre års garanti
Fabriksdata
-
Motor1.2 liter – 3 cyl.
-
CO2 udledning142 g/km
-
Effekt130 hk
-
Moment230 Nm
-
Topfart200 km/t.
-
Acc. (0-100)9,2 sek.
-
Køreklar vægt1.280 kg
-
Maks. påhængsvægt1.200 kg
-
Bagagerum350 liter
-
Akselafstand256 cm
-
Garanti (bil/lak/rust)2 / 2 / 12
-
MålL:412 cm B:179 cm H:154 cm
Motors tal
- Beregnet økonomi 4,25 kr./km
Hvis du er mere til kaviar og champagne end leverpostejsmad og et glas vand, så læs trygt videre.
DS 3 Crossback er for livsnydere, der ser bort fra prissedlen og i stedet lader sig fascinere af lækre materialer, særpræget design og en lang liste med luksusudstyr.
Dørhåndtagene glider elegant ud af karrosseriet, og kommer dig i møde, når du nærmer dig bilen. Det er ikke set før i denne prisklasse og er med til at give en oplevelse af noget særligt.
Læs også: Motors test af Audi A1 - moderigtig minibil
Testbilen var i temaet sort i sort, men DS 3 Crossback kan fås i langt mere spændende farvekombinationer. Især med stærke farver står alle bilens detaljer frem og løfter oplevelsen af noget unikt.
God indstigning og dårligt udsyn
Indstigningen til forsæderne er let og elegant, fordi Crossback-udgaven er en SUV, hvor du sidder relativt højt over vejbanen. Bag rattet bemærker du de velstøttende sæder med dellæder og alcantara, der sammen med alcantara på instrumentbordet og specielt designede knapper til elruderne giver en fornemmelse af kræs om dig som bilejer.
DS 3 skiller sig også ud med en ny form for knapper under trykskærmen. Men de er desværre uden knapfornemmelse, så du ved ikke, om du har ramt rigtigt, før skærmbilledet ændrer sig. Og netop her føles computeren nogle gange lidt langsommelig i optrækket.
Læs også: Motors omtale af BMW 1-serie
Placeringen af knapperne virker også lidt uorganiseret og ulogisk, så lige her har ønsket om det specielle fået overtag. Eksempelvis er nogle af knapperne til klimaanlægget permanent tilgængelige, mens f.eks. ændring af temperaturen skal foregå via en menu på skærmen.
På bagsædet er som en vinkælder, mørkt og klaustrofobisk. Lofthøjden imponerer ikke, og vi savner friskluftdyser.
DS 3 Crossback fungerer derfor bedst til to personer og kan ikke anbefales som familiebil. En bred stolpe mellem bagdør og bagrude giver et ringe udsyn til cyklister i byen og kan også gemme en bil i den blinde vinkel.
Velkørende og spækket med udstyr
Køreoplevelsen er komfortabel, og det gør DS 3 Crossback velegnet på længere ture. Kører man meget, kan diesel overvejes, men den fås desværre ikke med automatgear. I en verden af extravaganza hører automatgearet hjemme, derfor er netop denne testede variant den mest oplagte, med mindre du drømmer om elbiludgaven, der kommer hen mod årsskiftet.
Udstyrslisten imponerer med klimaanlæg, adaptiv fartpilot og digitale instrumenter. Der er også Apple CarPlay på 7”-trykskærmen, og vil du skrue helt op for luksusfornemmelsen, kan du for 60.000 kr. ekstra få lædersæder, adaptive LED-forlygter, større trykskærm med navigation, bakkamera og et headup-display. Det er ikke nødvendigt udstyr, medmindre man lader lysten drive bilvalget.
Læs også: Motors test af Mini Cooper 5-dørs
Analysefirmaet Bilpriser.dk vurderer, at værditabet kan blive noget større end normalt, fordi DS er et marginalt mærke, hvor selv et lille salg af firmabiler kommer til at påvirke gensalgsprisen.
Dertil kommer det faktum, at moden per definition er flygtig, så selvom DS 3 Crossback er hip nu, så varer nyhedsinteressen næppe ved. Derfor bør man overveje privatleasing, hvor man kender regnestykket på forhånd.