
Toyota har længe været et forsigtigt bilmærke. Hvis man ser bort fra hybridteknologien, halter mærket efter konkurrenterne med ny teknologi. Med faceliftet af Toyota Auris indhenter verdens største bilfabrik lidt af det tabte terræn.
Det er primært muligheden for at få automatisk nødbremse og en benzinmotor med turbo, Auris har savnet i forhold til konkurrenterne. Men i forbindelse med faceliftet har designet også fået en opstramning, og udstyrsniveauet er blevet opgraderet.
LÆS OGSÅ: Motors stortest af VW Golf

Bag de tekniske betegnelser gemmer sig en meget støjsvag motor, som trækker jævnt og med god bund fra lave omdrejninger, og som er meget omgængelig. Den erstatter den tidligere 1.6-motor, og det er på alle punkter et godt bytte. Brændstoføkonomien skulle være over 20 km/l ved blandet kørsel. Umiddelbart virkede det lidt højere under første prøvekørsel, men en endelig dom må vente, til bilen kommer til Danmark til september.
Hybrid, men ingen dieselmotor
Før faceliftet var salget af dieselmotoren blot 10 procent, og derfor har Toyota valgt slet ikke at markedsføre den nye 1.6 dieselmotor, der er udviklet af BMW. Derfor er motorudvalget en basisbenzinmotor på 1.3-liter (99 hk), 1.2 Turbo (116 hk) og 1.8 Hybrid (136 hk).

LÆS OGSÅ: Motors stortest af Peugeot 308
Faceliftet indbefatter også en synlig ansigtsløftning af især fronten på bilen. Forlygterne er blevet smallere og er mere elegant integreret i designet. Kølergrillen under nummerpladen er tillige mørk i hele bilens bredde, så bilen ser mere svævende ud set forfra.
I kabinen er der også små forandringer. Klimaanlæg er standard, og det har medført nye knapper til betjening af ventilationen. På nær basismodellen er en trykskærm nu standard på T2- og T4-udstyrsniveauet, og den er vokset til syv tommer. Desværre er den stadig placeret under ventilationsdyserne, så øjnene skal fjernes unødigt langt fra forruden, når radioen skal betjenes, eller du vil orientere dig på navigationssystemet.
Rimelig plads til alle

Ønsker du mere plads og i øvrigt et lidt bedre udsyn bagud, kan stationcaren klart anbefales. Bagagerummet vokser til 530 liter for blot 12.000 kr. ekstra, og med tanke på at en stationcar altid har en højere gensalgsværdi, er det lige før, dette tilvalg bliver gratis.
LÆS OGSÅ: Her er den nye Opel Astra
Nyt med faceliftet er indførelsen af automatisk nødbremse, der selv kan bremse for stillestående biler med op til 30 km/t. Kører du hurtigere, kan bilen sænke farten med op til 30 km/t., men over 80 km/t. kan systemet ikke nå at reagere på en kollision. Før bilen bremser selv, kommer en advarsel, der opfordrer føreren til at bremse. Det sikrer, at man holder en sikker afstand til bilen foran til hverdag.

Pænt standardudstyr og lavere priser
Auris er på verdensplan en af klassens mest solgte modeller, og den position har den ikke i Danmark. Derfor justerer Toyota priserne ned, samtidig med at udstyrsniveauet bliver løftet lidt i forbindelse med faceliftet. Det betyder, at basismodellen T1 (H1 med hybridmotor) har klimaanlæg, bluetooth og sædevarme.

LÆS OGSÅ: Motors gruppetest af stationcars - Kia Ceed, Skoda Octavia, Opel Astra, Toyota Auris
Priserne begynder lige under 220.000 kr. for basismodellen med fem døre, men den nye 1.2 turbomotor med T2-udstyr er mere interessant til 264.000 kr., og ganske interessant er hybridmodellen med tilsvarende H2-udstyr og automatgear som standard blot 20.000 kr. dyrere.
Med faceliftet er det som om, Toyota har smidt forsigtigheden over bord. Men det er ærgerligt, at mærket ikke gør vigtigt sikkerhedsudstyr til standard på samtlige modeller.