Sådan bliver du elitebilist

Som elitebilist betaler du en lavere pris for din bilforsikring. Der er dog forskel på, hvordan du bliver elitebilist i de forskellige forsikringsselskaber.

Kvinde og mand står ved siden af bil.
Viden

Din samlede bilforsikring - både ansvar og kasko - er ofte blandt dine dyreste forsikringer. Hos de fleste forsikringsselskaber kan du dog blive det, man kalder for elitebilist. Det betyder typisk, at du skal betale en lavere pris for din forsikring og måske endda få bedre vilkår, f.eks. lavere selvrisiko eller ingen prisstigning ved skader.

At være elitebilist er forsikringsselskabernes måde at belønne de bilister, der kører ordentligt og ingen skader har.

Hvordan bliver man elitebilist?

Hvordan eller hvor lang tid det tager at blive elitebilist, er der ikke en egentlig standard for. Det er forskelligt fra selskab til selskab. Hos nogle forsikringsselskaber sker det, når du har kørt uden skader i en årrække. Hos andre bliver du det automatisk afhængigt af din alder.

Der er dog en eller flere faktorer, som er afgørende for, hvornår du kan blive elitebilist:

  • Din alder
  • Om du har haft skader inden for et antal år. Hvor mange afhænger af forsikringsselskabet.
  • Antal år du har haft kørekort

Derudover har mange forsikringsselskaber en trin-model, som du bevæger dig trinvis op ad mod elitestatus.

Du kan godt opfylde betingelser for at være elitebilist i ét forsikringsselskab uden at gøre det i et andet selskab.

På samme måde kan de fordele, du opnår som elitebilist i det ene forsikringsselskab være standard i et andet selskab. Der kan også være forskel på, om du mister din elitestatus, eller om din forsikring stiger i pris, hvis du har en skade.

Læs mere: Tjekliste når du køber forsikring 

Er det billigere at være elitebilist?

Prisen for din bilforsikring er ikke automatisk den billigste, hvis du er elitebilist. For selvom du måske er elitebilist i dit nuværende forsikringsselskab, kan forsikringen godt være billigere i et andet selskab. Også selvom du ikke her opfylder kravene til at være elitebilist . Derfor bør du løbende give din bilforsikring et tjek.

Vælger du at skifte forsikringsselskab, kan du ofte overføre din anciennitet til det nye selskab. Du begynder altså ikke nederst på selskabets trin-model.

Kan en elitebilist miste sin status?

En skade på din bil kan betyde, at du mister din status som elitebilist. Alt efter hvor stor skaden på bilen er, kan du overveje ikke at anmelde skaden til dit forsikringsselskab og dermed forblive elitebilist.

Det samme gælder, hvis du endnu ikke er elitebilist, men på vej til at blive det. Du risikerer at blive rykket et trin tilbage, hvis du får en skade. Det gælder især, hvis du er en ung bilist.

Brug for forsikring?

Husk, at du som medlem af FDM kan få adgang til forsikringer, der dækker bil, hus, indbo og meget mere.

Få forsikring​​​​