Hvilke forsikringer skal du have til bilen?

Der er en forsikring, som du ifølge loven skal have til din bil. Og der er forsikringer, der kan være gode at have, men som ikke er et krav. Få overblikket over de forskellige bilforsikringer.

Mand sidder i bil og kigger på en række papirer.
Viden

Når du bliver bilejer, er der flere ting, du skal have styr på. Det gælder først og fremmest dine bilforsikringer, hvoraf én – ansvarsforsikringen - er lovpligtig, mens andre er valgfri.

Bilforsikring er nemlig ikke bare én forsikring, men dækker over flere typer forsikringer:

  • Ansvarsforsikring (lovpligtig)
  • Tillægsforsikring (valgfri) – f.eks. kasko-, glasskade-, udvidet førerulykkesforsikring, afsavnsforsikring

Illustration af underoverskriftHvorfor skal bilen ansvarsforsikres?

Som bilejer skal du altid have en ansvarsforsikring til din bil. Forsikringen dækker dit erstatningsansvar både i Danmark og i udlandet, og den sikrer, at skader bliver dækket. Det gælder, hvis du laver skader på andre personer, deres bil eller ting.

Den dækker også skader på passagerer i din bil ved uheld. Derimod er du som fører ikke selv dækket af bilens ansvarsforsikring. Det kræver enten en tillægsforsikring eller ulykkesforsikring.

Det er lovpligtigt at have ansvarsforsikring på din bil. Har du ikke det, risikerer du ikke bare en bøde, men også at hæfte for et større beløb ved uheld. Siden 1. januar 2019 risikerer du endvidere dagbøder á 250 kr. pr. dag (2022 sats) for hele den periode, som bilen er uforsikret.

Illustration af underoverskriftSkal du vælge en kaskoforsikring?

Modsat en ansvarsforsikring dækker kaskoforsikringen skader på din egen bil, hvis uheldet er ude. Har du en nyere eller dyrere bil, kan det derfor være en god idé at tegne en kaskoforsikring. Har du finansieret din bil med eksempelvis et banklån eller har du en leasingbil, er det som udgangspunkt også et krav, at du tegner kaskoforsikring.

Kaskoforsikringen er den mest almindelige tillægsforsikring, som bilister vælger.

Som udgangspunkt dækker kaskoforsikring:

  • Skader på din egen bil, herunder selvforskyldte skader – (dog ikke ved grov uagtsomhed)
  • Tyveri
  • Brand
  • Hærværk

Illustration af underoverskriftEr der forskel på kaskoforsikringer?

Selvom kaskoforsikringer indeholder den samme grunddækning, er der også forskel på forsikringerne selskaberne imellem. Hos nogle forsikringsselskaber er en lånebil med i dækningen. Andre har en såkaldt friskadedækning, der betyder, at du ikke skal betale selvrisiko, selvom du får en skade. Har du forsikring uden bonustab eller med fast præmie betyder det, at du ikke stiger i pris, selvom du får en skade.

Har du eftermonteret ekstraudstyr, skal du være opmærksom på, at der kan være en beløbsgrænse for, hvor meget af det, kaskoforsikringen dækker. I så fald kan du tegne en udvidet dækning.

Illustration af underoverskriftKan kaskoforsikring af bil betale sig?

Selvom en kaskoforsikring kan være rar at have, er det ikke altid, den kan betale sig. Særligt, hvis du er ung, eller det er din første bil, vil du typisk betale en højere forsikringspræmie og dermed pris, end hvis du har kørt skadefri i flere år.

Derfor skal du holde den årlige præmie op mod bilens værdi, som er det maksimale, du kan få i forsikring. Dog skal du være opmærksom på, at har du ikke kaskoforsikring på din bil, så skal du selv stå for at rejse et eventuelt erstatningskrav, hvis der kommer skade på din bil forårsaget af andre.

Du kan også vælge at købe en ældre, men stadig sikker bil til en lavere pris, hvor du kan leve med ikke at være dækket i tilfælde af tyveri, hærværk eller skader.

Selvom du i første omgang fravælger en kaskoforsikring, kan du senere anmode om få den hos det forsikringsselskab, hvor du også har din ansvarsforsikring. Dog har forsikringsselskaberne ikke pligt til at kaskoforsikre dig, så det bør du undersøge på forhånd.

Illustration af underoverskriftHvordan sammensættes prisen på bilforsikringen?

Den pris, du betaler for din samlede bilforsikring, ansvars-, kasko- og andre tillægsforsikringer, afhænger af din risikoprofil. En risikoprofil afhænger af flere ting som:

  • Din alder
  • Din bopæl
  • Antal kilometer du kører årligt
  • Din bil
  • Tidligere skader
  • Om du har flere forsikringer ved samme selskab

Unge urutinerede bilister betaler ofte en højere pris for deres bilforsikring end ældre bilister med flere års dokumenteret skadefri kørsel, og som har opnået status som elitebilister i deres forsikringsselskab.

At være elitebilist er forsikringsselskabernes måde at belønne de bilister, der kører ordentligt og uden skader i en årrække.

Læs mere: Sådan bliver du elitebilist

Illustration af underoverskriftHvad er selvrisiko på forsikringer?

Som i de fleste andre typer forsikringer er der typisk også en selvrisiko på din kaskoforsikring. Selvrisikoen er den del af skaden, du selv skal betale. Det kan være de første 2.500 kroner. Først når en skade overstiger det beløb, dækker kaskoforsikringen. Du har ikke pligt til at lade forsikringsselskabet dække en skade, og du bør være opmærksom på, hvilken betydning det har for din forsikringspræmie, hvis du lader forsikringsselskabet dække.

Læs mere: Tjekliste når du tegner forsikring

Brug for forsikring?

Husk, at du som medlem af FDM kan få adgang til forsikringer, der dækker bil, hus, indbo og meget mere.

Få forsikring​​​​