Hvis du overvejer at udleje din egen private bil til en anden privat person, er der en række ting, du skal være særligt opmærksom på.
Af
Foto
FDM
Viden
En række hjemmesider tilbyder biludlejning mellem private. Konceptet går ud på, at du via hjemmesiden enten tilbyder andre at leje din bil, eller du via hjemmesiden kan finde en bil, du gerne vil leje.
Før du kaster dig ud i enten at udleje din bil eller leje bil af en anden privat person, er der en række forhold, du skal overveje og måske have styr på. Det er ikke alle biler, der må udlejes, og især forsikringsforholdene er vigtige at være opmærksom på.
Hvilke biler må du ikke leje ud?
Som udgangspunkt må du ikke leje disse biler ud:
Leasede
Finansierede
Nogle biler med ejendomsforbehold/pant
Hvis din bil er leaset eller finansieret, må du som udgangspunkt ikke leje din bil ud. Det står i din kontrakt. Hvis du alligevel lejer ud, vil det være misligholdelse af din kontrakt, og finansieringsselskabet har ret til at opsige dit lån med øjeblikkelig virkning, hvis du misligholder din kontrakt.
Der er dog i nogle tilfælde blevet muligt at leje en leasingbil ud, men det kræver, at du har fået konkret tilladelse af leasingselskabet. Dette fremgår af leasingkontrakten. Med FDM Privatleasingkontrakt er det muligt for et leasingselskab at tillade privatudlejning. Det er dog ikke standard og altså en individuel vurdering fra de enkelte leasingselskaber, der bruger kontrakten.
Det samme kan være tilfældet, hvis der er pant i bilen. Spørg derfor din bank, om betingelserne giver mulighed at udleje din bil privat.
Hvad skal du huske ved leje og udlejning?
FDM har følgende råd til lejere og biludlejere:
Råd til lejeren
Opret en skriftlig aftale med udlejeren
Få dokumenteret, at udlejeren ejer bilen, f.eks. ved at få forevist registreringsattesten
Vær sikker på, at bilen har kaskoforsikring og vejhjælp
Vær opmærksom på selvrisikoen
Gennemgå kontrakten grundigt, inden du skriver under
Aftal om der er fri kilometer eller ej
Få afklaret om bilen skal afleveres med fuld eller tom tank
Tag billeder af bilen og dens buler og ridser inden lejen påbegyndes, så du ikke bliver mødt med et krav for en gammel skade
Få kontaktdata ved et evt. uheld eller havari i lejeperioden
Aftal procedure om eventuelle p-afgifter/fartbøder i udlejningsperioden
Råd til udlejeren
Undersøg om du må udleje din bil for dit eget forsikringsselskab
Vær opmærksom på at leasede og finansierede biler som udgangspunkt ikke må lejes ud (evt. heller ikke biler med pant). Tjek din kontrakt.
Opret en aftale gennem en formidler, som kan tilbyde en forsikring i lejeperioden
Opret en skriftlig aftale med lejeren
Tag et billede eller en kopi af lejerens kørekort
Overvej om der skal være fri kilometer
Angiv om bilen afhentes og afleveres med fuld eller tom tank
Overvej betalingsformen
Undersøg forsikringsforholdene ved formidlerens forsikringsprodukt
Tag billeder af bilen og eventuelle skader - både før og efter lejeperioden
Tag forbehold for p-afgifter og fartbøder i udlejningsperioden (vær opmærksom på, at fartbøden automatisk bliver sendt til bilejeren)
Orientér om økonomisk erstatning ved konfiskering af bil grundet vanvidskørsel
Overvej brugtbiltest, hvis bilen skal udlejes i en længere periode
Skal man betale skat ved udlejning?
Som udlejer har du et bundfradrag.
Der er tale om et fælles bundfradrag for privat udlejning, så hvis du også udlejer sommerhus eller campingvogn, er det samme fradrag, der skal dække alle dine udlejninger.
Når bundfradraget er brugt, betaler du skat af 60 pct. af brutto-lejeindtægt.
Hvornår er du erhvervsdrivende udlejer?
Inden du overvejer at udleje din bil, skal du være opmærksom på, at det på nuværende tidspunkt ikke fremgår klart af lovgivningen, hvor meget eller hvor lidt der skal til, før du bliver betragtet som erhvervsdrivende. Det fremgår heller ikke klart, om køretøjet skal registreres som udlejningskøretøj, hvis du ønsker at udleje din bil.
Bliver du betragtet som erhvervsdrivende, og din bil bliver betragtet som udlejningskøretøj, gælder der en lang række regler, du skal opfylde, ligesom du har en anden forpligtigelse end som privatperson. Både i forhold til lejeren og køretøjet, men også i forhold til betaling af skat og moms af din indtægt.
Er du stadig i tvivl om udlejning?
Husk, at du som medlem af FDM kan få hjælp af juridiske rådgivere, som bl.a. kan rådgive dig i forhold til privat biludlejning.