Sådan får du styr på registreringsattesten

Registreringsattesten er et af bilens vigtigste dokumenter, og det kan bruges til omregistrering. Få svar på, hvordan du får fat i attesten, og hvad du gør, hvis registreringsattesten er blevet væk.

Bilist står foran en bil og afleverer sin bilnøgle til en mand.
Viden

Bilens registreringsattest er vigtig, hvis du skal bevise, at du er ejer af bilen. Du skal også bruge registreringsattesten, hvis du skal omregistrere bilen i forbindelse med et salg. Registreringsattesten indeholder kontroltal og en kodedel, der skal anvendes ved omregistrering af bilen på nettet.

Udseendet af din bils registreringsattest afhænger af, hvornår du har fået attesten. Det har bl.a. en betydning, når du skal finde kontroltal og kodedel til omregistrering. Der findes tre typer registreringsattester.

Læs mere: Her er forskellen på registreringsattester (eksternt link)


Hvis du køber eller sælger bil privat, kan du sammen med køber eller sælger omregistrere bilen online hos Motorregistret eller bruge appen Ejerskifte.

Læs mere: Sådan omregistrerer du en bil

Illustration af underoverskrift Hvordan får du registreringsattest hos bilforhandler?

Køber du ny eller brugt bil hos forhandler, og bliver den leveret indregistreret i dit navn, skal du sørge for at få en kvittering for indregistreringen.

Forhandleren vil via Motorregistret kunne omregistrere bilen og udskrive kvitteringen til dig. Motorstyrelsen sørger derefter for at sende den originale registreringsattest til dig med posten.

Hvorfor skal registreringsattesten ikke ligge i bilen?

Din registreringsattest kan bruges til omregistrering. Du bør derfor ikke opbevare registreringsattesten fast i bilen. Sørg derfor for at gemme den et sikkert sted.

Illustration af underoverskrift Hvornår skal du medbringe registreringsattesten?

Du behøver ikke at have registreringsattesten med, når du kører i Danmark. Kører du med påhængsvogn efter din bil, skal du dog kunne dokumentere, hvad bilen må trække. I Danmark kan du nøjes med en kopi af registreringsattesten.

Skal du til udlandet, skal du medbringe den originale registreringsattest - uanset om du har anhænger bagpå eller ej. Tag kun del 1 med. Hvis din attest er fra før 5.12.2005, skal du medbringe hele den originale attest.

Læs mere: Her er de vigtige rejsedokumenter til kør selv-ferien

Illustration af underoverskrift Hvad gør du ved en mistet registreringsattest?

Hvis du har mistet bilens registreringsattest, kan du bestille en ny hos Motorregistret, hvis du er primær ejer af bilen. Du skal kunne dokumentere, at du ejer bilen f.eks. ved at fremsende slutsedlen eller faktura for bilen. Hvis du kun har mistet den ene del af registreringsattesten, skal den anden del leveres tilbage til Motorregistret, før at du kan få en ny.

Læs mere: Sådan får du kontakt til Motorstyrelsen (eksternt link)

Illustration af underoverskrift Hvad betyder oplysningerne på registreringsattesten?

Her kan du læse en forklaring af de oplysninger en registreringsattest indeholder:

Attesten er inddelt i forskellige grupper:

  • Registreringsforhold
  • Ejerskab
  • Tekniske oplysninger, anvendelse samt identifikation
  • Supplerende oplysninger

Check/kontroltal/kode: alt efter hvilken registreringsattest du har, finder du i højre hjørne de tal, der skal bruges til omregistrering. På de nyere registreringsattester er der både en del I og II.

Bilens registreringsnummer: skal matche begge bilens nummerplader.

Første indregistreringsdato: hvornår bilen første gang fik nummerplader på. Dette kan både have været i Danmark eller i et andet land.

Registreringsdato: hvornår der sidst har været registreret ændringer som ejerskifte, op/nedvejninger af bilen, montering af træk osv.

Ejer- og brugeroplysninger: hvis bilen har en anden registreret bruger end ejeren, vil det fremgå under brugeroplysninger.

Tekniske oplysninger: bilens mærke og model.

Bilens stelnummer: bilens identitetsnummer er som udgangspunkt et 17 cifret nummer bestående af tal og bogstaver.

Type- og typeanmeldelsesnummer: henviser til producentens dokument for bilens godkendelse.

Anvendelse: bruges bilen til privat- eller erhvervskørsel, person- eller godsbefordring.

Bilens vægtangivelser: Der er en række forskellige vægtangivelser på registreringsattesten:

  • ”Køreklar vægt” er bilens egenvægt tillagt 125 kg. De 125 kg udgør vægten for fører, motorolie, brændstof og øvrige væsker.
  • Hvis ”egenvægten” er angivet, er dette bilens tomme vægt uden fører, olie, brændstof og øvrige væsker (i modsætning til ”køreklar” vægt).
  • Bilens ”tekniske totalvægt” er den af bilproducenten fastsatte maximale vægt, bilen må have inkl. last (personer, bagage mv.).
  • Bilens tilladte totalvægt er den gældende maximale vægt med læs. Denne vægt kan være ændret, hvis ejeren har op- eller nedvejet bilen.

Slagvolumen (cm3): motorens størrelse i kubikcentimeter.

Største effekt (kW kilowatt): motorens ydelse. Tidligere blev motorens ydelse opgivet i HK, hestekræfter. Ganges kW tallet med 1,36 omregnes tallet til HK.

Drivkraft: Bilens brændstof (diesel, benzin eller el).

Brændstofforbruget (km/l): Bilens forbrugstal. Forbrugstallet for biler er fremkommet ud fra bestemte målemetodenormer, eksempelvis kaldet NEDC og WLTP. Målingerne gør det muligt at vælge biler ud fra et sammenligneligt grundlag om økonomi og miljø. Forbrugstal ligger også til grund for beregningen af den halvårlige ejerafgift.

Tolddokument: På størsteparten af registreringsattesterne vil der under tolddokument stå "certifikat". Det betyder, at den fulde registreringsafgift er betalt ved første indregistrering. Står der "afgiftsattest" og en tolddato, som er senere end første registreringsdato, er bilen sandsynligvis en brugt bil importeret fra udlandet. Eller den har kørt som taxa eller anden erhvervskørsel. Bed i sådanne tilfælde forhandleren eller ejeren om at forklare årsagen.

Syn: Fra ny skal personbiler til syn efter fire år og derefter til periodesyn hvert andet år, og det er regnet fra første registreringsdato. Er godkendelsesdatoen en anden end første registreringsdato? Har bilen været til syn af anden årsag? Der kan være mange grunde, og du må spørge sælger til de nærmere omstændigheder.

Synsfri sammenkobling: oplysninger om anhængertræk. Er bilen monteret med træk, skal der være oplysninger i denne rubrik. Oftest vil der stå:

Tilkoblingsanordning: ja.
Synsfri sammenkobling.
Phv. (påhængsvogn) største ttv. (tilladte totalvægt) m/bremser: xxx kg.
Phv. (påhængsvogn) største ttv. (tilladte totalvægt) u/bremser: xxx kg.

Har du brug for hjælp? 

Som medlem af FDM har du adgang til bilteknisk og juridisk rådgivning også i forbindelse med køb af bil.

Bliv medlem af FDM